Af Ulla Flintholm, Næstformand i Børne- og Familieudvalget
Der bliver brug for Venstre – også i en ny byrådsperiode
Jeg har været med i Kommunalbestyrelsen i nu snart 3 perioder, men jeg føler ikke, at jeg er færdig med politik. For jeg synes, at vi i Venstre har gjort en forskel for Jammerbugt Kommune, og jeg tror også, at der bliver brug for os i den kommende byrådsperiode.
Der bliver brug for stærke kandidater, der fortsat vil arbejde for den decentrale politik og den decentrale kommunestruktur, som vi i Venstre i høj grad har stået for.
Det har vi stået for via projekt Liv i By, Skole og Lokalsamfund, via vores fordelingspolitik, altså at vi kommer hele kommunen rundt med investeringer og via vores beslutninger om, at det, der ikke er svært – skal være nært. Og DET politiske arbejde, vil jeg gerne være med til at fortsætte – også i de kommende fire år.
Vi skal bevare den decentrale kommunestruktur, vi skal bevare rådhusene i de fire centerbyer, for det er af afgørende betydning for bosætningen, at vi har kommunale arbejdspladser i nærområdet. Men vi skal f.eks. også bevare de fire væresteder, så de borgere, der har det svært, kan få hjælp der, hvor de bor. Det, der ikke er svært – skal være nært, og det er sådan, vi ønsker det – både når det handler om børnepasning, om skoler, om ældrepleje, om kommunale arbejdspladser og om den nye Sundhedsreform
Liv i By, Skole og Lokalsamfund er en decentral succeshistorie. Jeg var med til at starte projektet op i 2014 i mit første år i kommunalbestyrelsen. I projektet har vi en helt klar aftale med alle vores lokalsamfund om, at det er i et fælles samarbejde imellem dem og os som politikere, at vi udvikler vores lokalsamfund og vores små skoler.
Og vi er lykkes godt med projektet. Alle vores små skoler er nu godt på den anden side af minimumskravet på de 70 elever. Trekronerskolen har 75 elever, Ørebroskolen har 76, Gjøl skole 76 og Thorup Klim skole 75 elever. Og derfor skal projektet selvfølgelig fortsætte – også i en ny byrådsperiode. Vi skal ikke lukke skoler, der er bæredygtige.
Men vi skal også huske at passe på vores store skoler – for alle børn, uanset om de går på en lille skole eller på en stor skole, har ret til en god og tryg skoledag, hvor de føler sig mødt, set og hørt. Vi skal derfor også passe på, at vi med vores politiske beslutninger husker at sikre gode vilkår for at drive store skoler. Der skal f.eks. være midler til holddeling og tolærerordning i meget store klasser. For det er vigtigt, det fremmer børns læring og trivsel, og det vil jeg også arbejde for i en ny politisk periode.


Til hvad?
Venstre i Jammerbugt Kommune arbejder på at ødelægge et stort sammenhængende natur- og kulturlandskab i Store Vildmose langs Ryå, fra den Hvide Bro til Aabybro Mejeri. Naturen skal skiftes ud med gigantisk solcellemark og industriklynge, så andre kommuner kan bevare deres natur- og kulturlandskaber.
Venstre i Jammerbugt kommune solgte vestkystkarakteristisk natur ved Tranum til Socialdemokratiet og deres miljøminister Lea Wermelin, så hun kunne få en Naturnationalpark, der totalt ødelægger en mangfoldighed af flotte habitater, der skal hegnes ind for at begrænse adgangen for brugere.
Venstre i Jammerbugt Kommune indførte brugerbetaling for de syge og gamle, de svageste i kommunen, for at de kan få doseret den livsvigtige medicin de ikke selv magter at finde rede i. Brugerbetaling for en af kommunens kærneopgaverne over for de svageste i kommunen.
Venstre i Jammerbugt Kommune doner 1 mio. kr. i driftsmidler til et privat papirmuseum, over 2 år, men har ikke råd til et cafeteria i den nye Jetsmark Idrætshal, hvor mange unge fra hele området mødes for at dyrke sunde interesser, og mange andre lokale aktiviteter, hvor vi nu må have termoflaske og madpakke med hvis vi skal nyde et eller andet i pauserne. Papirmuseet har da en café, så hvorfor ikke en i idrætscenteret.
Undskyld mit franske, men jeg har sgu svært ved at se hvordan vi vil komme til at mangle Venstre i Jammerbugt kommune.
Kære Ulla
Det er altid en fornøjelse, når erfarne politikere fortsat har lysten til at gøre en forskel. Erfaring kan være en styrke – hvis man formår at bruge den til at forny, ikke blot gentage.
Men når et læserbrev åbner med ordene “Der bliver brug for Venstre – også i en ny byrådsperiode,” lyder det næsten som et ekko fra fortiden. For efter tre perioder med Venstre i spidsen kunne man med rette spørge:
Hvis den decentrale politik virkelig har været så stærk, hvorfor skal der så bruges så mange ord på at forsvare den?
Det decentrale Danmark er ikke et løfte, man gentager – det er en virkelighed, man skal leve og forny hver eneste dag.
Og her mener vi i Danmarksdemokraterne, at kampen for det nære ikke kun kræver erfaring, men også modet til at tænke nyt, handle ærligt og slippe tøjlerne, når tiden kalder på forandring.
Der bliver sikkert brug for Venstre – måske bare på en ny måde.