Udviklingsplan for Vestkysten: Nu skrues der op for de bæredygtige ambitioner på Vestkysten

Foto: Nordvestkysten_©Flying-October
Print Friendly, PDF & Email

Vestkysten skal være en af Nordeuropas mest attraktive kystferiedestinationer. Det er målsætningen for Partnerskab for Vestkystturisme, som nu accelererer de grønne ambitioner for en af landets førende destinationer gennem en opdatering af Udviklingsplan for Vestkysten

Turismen er en væsentlig drivkraft for udvikling på Vestkysten. Det er blandt årsagerne til, at Partnerskab for Vestkystturisme sammen med 11 kystkommuner, tre regioner samt Realdania og Dansk Kyst- og Naturturisme i 2018 lancerede Udviklingsplan for Vestkysten for at skabe yderligere vækst og udvikling i området.

Siden da har turismens aktører arbejdet intensivt med at realisere planens ambitioner. Nu skruer partnerskabet så yderligere op for de grønne målsætninger langs Vestkysten med en opdatering af udviklingsplanen, der i endnu højere grad har fokus på bæredygtig omstilling af turismen.

Den fælles vision er, at den danske vestkyst allerede i 2025 skal være blandt de førende kystferiedestinationer i Europa. 

– Turismen skaber arbejdspladser og levende lokalsamfund i hele Danmark, men de positive effekter skal gå hånd i hånd med flere klimavenlige tilbud til turisterne. Derfor glæder det mig, at Partnerskab for Vestkystturisme gennem konkrete mål vil øge antallet af turister sammen med de grønne ambitioner. Jeg glæder mig til at følge arbejdet, hvor lokale aktører og kommuner i fællesskab skal gøre den danske vestkyst til en af de mest attraktive destinationer for kystferie i Europa, siger Erhvervsminister Simon Kollerup.

Ambitionen med planen er, at Vestkysten skal gennemgå en markant og bæredygtig turismeudvikling frem mod 2025. Med opdateringen står Partnerskab for Vestkystturisme og partnerne bag udviklingsplanen således sammen om et øget fokus på bæredygtig turisme, levedygtige lokalsamfund og beskyttelse af kystnaturen, så turismen kommer både borgere og erhverv til gavn – også på længere sigt. 

– Udviklingsplan for Vestkysten har vist sig at være et vigtigt redskab til at skabe udvikling og vækst, og det har været en fornøjelse at opleve, hvordan turismeerhverv, lokalsamfund, destinationsselskaber samt lodsejere og myndigheder har stået sammen om at udvikle og fremhæve Vestkystens kvaliteter og særkender. Det har allerede resulteret i en lang række konkrete initiativer samt en markant stigning i antallet af danske overnatninger, forklarer formand for Partnerskab for Vestkystturisme og borgmester i Varde Kommune Erik Buhl og fortsætter:   

– Med opdateringen af Udviklingsplan for Vestkysten er vi nu klar til at gå forrest og vise vejen til en bæredygtig udvikling af turismen og fortsætte den positive udvikling, som var i gang før coronapandemiens indtog. Vi er allerede langt, men vi er ikke i mål. 

Da udviklingsplanen blev lanceret i 2018, var det første gang, at de 11 kommuner på Vestkysten stod bag en fælles udviklingsplan for turismen og dermed også første gang, Vestkysten blev betragtet som en samlet destination.   

Nye mål for bæredygtig turisme 

Planens målsætning er, at turismen på Vestkysten skal nå 23 mio. overnatninger i 2025 samt en årlig omsætningsvækst på 4 pct. til 31 mia. kr. i 2025. Ambitionen er desuden at realisere en bæredygtig turismeudvikling, hvor væksten i omsætning, overnatninger, døgnforbrug og gæstetilfredshed også sker til gavn for lokalbefolkning, beskæftigelse og økonomi og er i pagt med den lokale natur og kultur. 

Med opdateringen af planen understøttes de høje ambitioner i en kommende national turismestrategi omkring bæredygtig vækst. Jeg er bl.a. utroligt glad for, at planen har et opgraderet fokus på grøn omstilling af såvel turismeerhverv som overnatningssteder og opbygning af infrastruktur, der kan sikre øget tilgængelighed i og omkring feriestederne. Sidstnævnte er fx helt afgørende for at undgå, at turismen bliver en belastning for såvel naturen som lokalsamfundene,” fortæller Jens Hausted, som er direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme

Partnerskab for Vestkystturisme vil med afsæt i den kommende nationale strategi for bæredygtig turisme opstille konkrete mål for bæredygtighed inden for planens fem hovedindsatsområder. De dækker over opbygning og udvikling af en samlet destination, stærke feriesteder og differentieret overnatningskapacitet samt bedre adgang til naturoplevelser og strategisk investeringsfremme, der kan bidrage til at realisere planens ambitiøse målsætninger. 

Vestkysten som samlet destination råder i dag over 19,2 mio. overnatninger og en samlet turismeomsætning på 24,5 mia. kr. 

Fakta om Udviklingsplan for Vestkysten: 

Udviklingsplanen indeholder i alt fem indsatsområder og 22 konkrete tiltag: 

  1. En samlet destination – bundet sammen af et stærkt powerbrand og en god turismeinfrastruktur 
  2. Stærke feriesteder – stærke og levende kystbyer og destinationer med volumen, liv og kulturoplevelser året rundt 
  3. Naturen som hovedattraktion – styrke de unikke naturoplevelser, samtidig med at kystnaturen beskyttes
  4. Differentieret overnatningskapacitet – mere variation i tilbuddene 
  5. Strategisk investeringsfremme – målrettet og professionel indsats for at højne kvalitet og fremme investeringer i Vestkystturismen

Parterne bag Udviklingsplan for Vestkysten

Opdateringen af Udviklingsplan for Vestkysten er udarbejdet af BARK Rådgivning på vegne af Partnerskab for Vestkystturisme i et nært samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania, Vestkystens destinationsselskaber og kommuner langs Vestkysten.

Planen er finansieret af:

  • 10 kommuner:  Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommuner
  • Tre destinationsselskaber: Nordvestkysten, Vesterhavet og Vadehavskysten
  • Realdania 
  • Dansk Kyst- og Naturturisme

Udarbejdelsen af Udviklingsplan for Vestkysten har været fulgt af: 

  • Kommunernes Landsforening
  • Erhvervsministeriet 
  • Naturstyrelsen
  • Kulturministeriet
  • VisitDenmark
  • Feriehusudlejernes Brancheforening
  • Dansk Industri
  • Dansk Erhverv 
  • HORESTA

Læs mere om Udviklingsplan for Vestkysten her.