Udvidet Landsby på prøve koncept

ARKIVBILLEDE - Hollandsk familie bydes velkommen af velkomstkomiteen og flytter ind i tilflytterhuset på Skolevænget 4 i Trekroner under Landsby på prøve i 2018. Familien besluttede sig efterfølgende for at blive i området.
Print Friendly, PDF & Email

Trekroner-området i Jammerbugt Kommune er igen igang med Landsby på prøve konceptet og denne gang i en udvidet version med flere huse og en fastholdelsespakke.

Området blev kendt, da de lancerede ideen om tilflytterpakken, hvor nye familier kunne bo gratis på prøve i en 3 måneders periode samtidig med at de fik tildelt gratis bil, idræt, havehjælp, børnepasning o.l.

Konceptet kom vidt omkring i Danmark og familier fra både Aalborg, København og Holland har afprøvet ideen siden den blev lanceret for første gang i 2015.

En bosætningskampagne, som var nyskabende når der skal skabes synlighed omkring bosætning i landdistrikter, og den bragte så meget opmærksomhed med sig, at området samtidig blev Danmarksmester i Landdistriktsudvikling i 2016, da de blev tildelt titlen Årets Landsby 2016 af Landdistrikternes Fællesråd.

Landsbyklyngen bestående af 6 mindre landsbyer beliggende i Jammerbugt Kommune er nu igen gået sammen om at skabe motivation for bosætning i de små landsbyer, og denne gang sker det med en udvidet version af Landsby på prøve konceptet.

Den udvidede version skal forstås sådan, at det ikke kun er 1 hus og 1 familie, der søges efter til at flytte ind i prøveperioden.

Denne gang er der i stedet 4 huse i spil, og der søges derfor efter 4 motiverede familier, som ønsker gratis og uforpligtende at bo gratis på prøve i området.

Kun til 1. præmien er der bil med i de 3 måneder, men ellers er det hovedsageligt – lige bortset fra et weekendophold, nogle lokale råvarer og gavekurve – det samme indhold i de 4 pakker. Desuden har familier også mulighed for at pleje særinteresser i form af gratis havneleje til båd i Haverslev Havn og gratis staldleje/adgang til ridehus for de hesteinteresserede.

”Vi har nogle tomme huse rundt omkring i landsbyerne, og dem vil vi gerne hjælpe med at fylde”, siger Anne Nøhr Ringgren, idemageren bag Landsby på prøve konceptet.

”Det vil være dejligt, at der kommer lys i vinduerne og flere børn i skolen og idrætsforeningen og i stedet for bare at have vores ene permanente tilflytterhus på Skolevænget 4 i Trekroner, så er der indgået aftale med ejere af huse i både Bonderup, Skræm og Haverslev, som enten har husene til udleje eller til salg, så vi også kan sætte nye familier ind i dem. På den måde kan vi gøre Landsby på prøve konceptet større og forhåbentlig også skabe øget bosætning. Vi synes det er en god måde for nye familier at lære os at kende på, da det hele jo både er gratis og uforpligtende. Så kan familierne ved selvsyn opleve det hele og danne deres helt egen indtryk af vores lokalsamfund.

Hidtil er vi lykkedes med at finde familier til konceptet, men vi er lidt spændte på om vi kan være så heldige at finde 4 nye familier, der har lyst til at prøve vores landsbyområde af og få øje på de særkender og herligheder, som vi står for i Trekroner-området. Nu skal det prøves, og så må vi se om interessen er stor nok. Det håber vi.”

Fastholdelsespakke til tilflyttere

Noget nyt i konceptet er også lanceringen af en ”fastholdelsespakke”. Det er en pakke, der er sammensat i tilfælde af, at en familie vælger at købe hus og blive i området efter prøveperiodens ophør. Indholdet i pakken er håndværkerhjælp, rengøring eller måske gratis hvidevare, flyttehjælp eller endda en gris – parteret og klar til fryseren.

Her kan familien, der vælger at blive i området efter de 3 måneder vælge 3 ting fra listen, som de ønsker at gøre brug af eller få tildelt.

Samtidig bliver der arrangeret spis-sammen aktiviteter med andre prøvefamilier i området, og er der interesse for det kan familien også blive budt på middag hos en lokal familie, som kan hjælpe til med at de kommer godt på plads og svare på opståede spørgsmål.

”Fastholdelsespakken er også et nyt tiltag i konceptet. Det er blevet lavet for at synliggøre, at vi faktisk går langt for at hjælpe nye familier godt på plads i vores område og også gerne vil ”belønne” deres motivation for at flytte hertil. Er man helt ny i et område, så kan det måske være svært lige at overskue det hele, eksempelvis at forholde sig til alle de nye ting og nye bekendtskaber. Der er måske endnu ikke skabt så meget netværk imellem det eksisterende landsbysamfund og den nye familie, så vi vil gerne sikre os og hjælpe til med, at de føler sig velkomne og inkluderer dem, så de bliver en del af lokalsamfundet. Vi stiller os til rådighed, så de kan trække på vores lokale viden og kompetencer. Det er netop sådan noget vi kan i de her små samfund. Derfor har vi oprettet fastholdelsespakken under Landsby på prøve konceptet”, siger Anne Nøhr Ringgren.

Interesserede familier skal sende en motiveret ansøgning senest 10. januar 2020 for at komme i betragtning til Landsby på prøve. Ansøgningen stiles til

Liv i By og Skole Trekroner c/o Trekroner Landsbycenter, Att.: Kim Thomsen, Mail: trekroner.landsbycenter@mail.dk

Udvælgelsen af familier sker i Samrådet Liv i By og Skole i Trekroner, og de udvalgte vil blive kontaktet umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.