Udeliv på den afslappede måde
Når vi hører ordet ”udeliv” tænker de fleste af os nok på manglende komfort eller fysiske strabadser. Alt efter dine interesser og din personlighed, kan du således få associationer såsom at tonse rundt på en mountainbike, at blive stukket af myg under en vandretur eller at sidde i røg om et bål og stege pølser. Men udeliv kan også tage mere behagelige former og foregå på egen matrikel. Som ordet siger, gælder det vel bare om at leve udenfor?
Terrassen som stue
Bor du i parcel- eller rækkehus, har du højst sandsynligt en eller flere terrasser tilknyttet din bolig. Traditionelt har terrassen hovedsageligt været brugt til at solbade om dagen og grille om aftenen. Men førstnævnte har vi indset, at vi skal være forsigtige med, så hvorfor ikke indrette din terrasse til at kunne bruges som en udendørsstue?
Småt men godt
Har du en gammel kurvestol eller lignende, kan du flytte den ud på fliserne og udstyre den med udendørs puder. Sådanne puder er ofte fremstillet af hårdføre materialer, der kan tåle sol og vind. De bør dog stadig flyttes i tørvejr, når regnen for alvor går i gang.
En behagelig udestol er heller ikke at foragte, især hvis den kan indstilles på diverse måder. Du kan på denne måde få både stol og liggestol i et, alt efter om du skal læse, lytte til podcast eller snuppe en skraber i skyggen.
Sofaarrangement til den store terrasse
Er din terrasse og familie stor, kan du vælge at investere i et decideret loungesæt til udendørsbrug, men sådan et kan være dyrt og klodset. Desuden er der spørgsmålet om, hvor praktisk det er. Det danske sommervejr er notorisk upålideligt, så du kan komme til at skulle overdække det eller flytte rundt på hele møblementet flere gange i løbet af en sæson. Og da sættet gerne skulle holde i mange år, bør det også blive opbevaret tørt og ordentligt i vinterhalvåret.
Pas på solen
Tilbringer du mange dagtimer på costa del terrasse hvert sommerhalvår, skal du huske at være forsigtig når det kommer til sollys. De dage, hvor nøddebrun hud var tegn på sundhed, er forbi. Nu ved vi, at overdreven sol i stedet kan lede ikke blot til rynker og læderhud, men øger risikoen for at få kræftformer som hudkræft og modermærkekræft. Du skal derfor huske at udstyre din udendørsstue med for eksempel en parasol eller anden solafskærmning.