Af Rasmus Prehn, medlem af Folketinget, valgt og opstillet i Nordjylland.
Jeg tror, vi alle lidt for levende kan forestille os, hvor utrygt, træls og frustrerende det kan være at blive mødt med en udenlandsk læge, man dårligt kan kommunikere med, når man i forvejen lider af smerter og er ulykkelig over måske at fejle noget alvorligt.
Derfor er det rystende og uacceptabelt, at vi i de seneste dage harkunnet følge med i, hvordan der flere steder i det danske sundhedsvæsen er udenlandske læger, der ikke lever op til de gældende faglige minimumskrav og taler så dårligt dansk, at det giver problemer med kommunikationen.
Jeg er naturligvis fuld af tak og lovord for de mange udenlandske læger, der er rejst til Danmark for at hjælpe os. Ingen tvivl om det. Og rigtigt mange udenlandske læger udfører da også en forbilledlig indsats.
Men de steder hvor lægerne har en tvivlsom faglig baggrund fra måske et andenrangs betalingsuniversitet og/eller ikke kan begå sig på et nogenlunde forståeligt dansk, er det efter min mening uacceptabelt.
Fra socialdemokratisk side foreslår vi derfor, at alle læger screenes og vurderes tilstrækkeligt både fagligt og sprogligt, inden de ansættes i det danske sundhedssystem. Det er også helt nødvendigt, at der sættes ind med bedre og mere målrettet sprogundervisning af de udenlandske læger.
Vi må i gang med at løse problemerne her og nu. Er der læger, der allerede er ansat nu, men som viser sig ikke at leve op til kravene, må de i yderste konsekvens afskediges. Naturligvis efter at efteruddannelse og opkvalificering er forsøgt først.
Når alt dette er slået fast, vil jeg også gerne tillade mig at undre mig over, at Danmark i årevis har uddannet alt for få danske læger. Som helt nyt folketingsmedlem i 2005 var en af de allerførste opgaver, jeg påtog mig at arbejde for flere pladser på lægeuddannelserne samt oprettelse af en lægeuddannelse her i Nordjylland på Aalborg Universitet.
De første mange år blev jeg mødt af ren afvisning og gold modstand. Vi har de læger, vi skal bruge, og vi skal ikke overuddanne, hed det sig. Heldigvis lykkedes det os med stor succes at oprette lægeuddannelsen på Aalborg Universitet samt at øge antallet af studiepladser på landets medicinuddannelser.
Men tænk, hvis modstanden havde været mindre og den konstruktive vilje til at gøre noget ved problemerne havde været større? Så kunne vi måske have været i en lidt anden situation nu med flere, fagligt kvalificerede og dansktalende læger på landets sygehuse.
Hvor er det dog ærgerligt, at lydhørheden ikke var større den gang. Men det kan vi ikke bruge til noget nu. I stedet er vi nødt til at handle. Dels ved ovenstående her-og-nu-initiativer over for de udenlandske læger, men også ved, som Socialdemokratiet har foreslået adskillige gange, at øge antallet af studiepladser på vore lægeuddannelser.
Navnlig mener jeg, det giver god mening at øge antallet af studiepladser på Aalborg og Syddansk Universitet, der i langt højere grad uddanner nye læger til provinsen og de områder, der i øjeblikket har en stor mangel på læger.
