Fredag eftermiddag har statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde meddelt, at grænserne åbnes for tyske, norske og islandske turister fra den 15. juni.
Som så meget andet i disse corona-tider, bliver det dog med visse restriktioner.
– Det kommer til at foregå med restriktioner. Turister skal dokumentere, at de har booket et ophold uden for København, mindst seks overnatning på hotel, campingplads eller lignende, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
I første omgang åbnes der ikke for grænsen til Sverige.
– Vi gennemfører en kontrolleret åbning til Island, Norge og Tyskland. Det gør vi i høj grad til fordel for turismen. Samtidigt har vi en tæt dialog med vores broderland Sverige. Mange bor på den ene side, arbejder på den anden. Danmark og Sverige står forskellige steder i forhold til corona. Det betyder noget for, hvad vi kan gøre i forhold til corona, siger Mette Frederiksen.
Virus er stadig i samfundet
Statsministeren understregede ved pressemødet, at selvom der åbnes mere for det danske samfund, så er vi ikke ovre corona-krisen endnu.
– Vi har smitten under kontrol. Vi kan godt mærke, at der breder sig en optimisme i landet. Og en utålmodighed. Det helt forståeligt. Men vi er nødt til at understrege, at vi ikke er ovre corona-krisen. Og når vi ikke er det, så kan vi ikke gøre alt det, vi gerne vil gøre, siger Mette Frederiksen.
Opmærksomhed i sommerlandet
Flere danskere ventes at holde ferie hjemme i Danmark i år som følge af corona-krisen. Det opfordrede statsministeren også til, at man skal opføre sig fornuftigt i sommerlandet, hvor der kan være mange mennesker.
– I år bliver også et år, hvor flere end normalt holder ferie herhjemme. Det betyder forhåbentligt også, at de lægger penge hos de restauranter og kulturtilbud, der har det hårdt.
– Det betyder, at vi kan blive ganske mange i det danske sommerland. Så jeg vil opfordre til, at alle opfører sig fornuftigt, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Justitsminister Nick Hækkerup forklarede efterfølgende, at der vil være let adgang til corona-test i sommerlandet, så man hurtigt vil kunne opdage eventuelle nye smittekæder.
– Der vil være lettilgængeligt adgang til test i sommerlandet, men der vil ikke være testmulighed ved alle grænseovergange.
– Med en offensiv teststrategi i sommerlandet vil vi hurtigt kunne opdage nye smittekæder, sagde justitsminister Nick Hækkerup.