Af Troels Flyvholm Voldkærvej 116 9490 Pandrup
Én af de vigtigste grundsten i vores retssamfund er forpligtelsen til at overholde dansk lovgivning. Men når man oplever den kommunale sagsbehandling, der danner rammen om vindkraftprojektet ved bl.a. Thorup-Sletten, er man nødt til at spørge, om Jammerbugt Kommune overhovedet har respekt for lovgivning, klagenævn og især borgerne?
Umiddelbart er respekten for retssamfundet svær at få øje på, når det gælder vindkraftprojekter i Jammerbugt Kommune. Mest af alt virker det, som om visse politiske skikkelser udelukkende drager egenrådige beslutninger, der har til hensigt at redde egen bagdel.
Som borgmester Mogens Gade udtrykte det på kommunalbestyrelsesmødet i februar: “Der er ingen tvivl om, man kommer til at fjerne dem, hvis det viser sig at plangrundlaget (for vindkraftværkerne ved Thorup-Sletten) bliver underkendt. Så det er for egen risiko, når man gør de her ting.” Og ved det nyligt vedtagne vindkraftprojekt kaldet Rendbæk Øst ved Store Vildmose gik borgmesteren på TV2 Nord og tilkendegav allerede inden en afgørelse i kommunalbestyrelsen om projektets fremtid var truffet, at Planklagenævnet var den “overordnede myndighed”, og at Jammerbugt Kommune ville lade dem træffe den endelige afgørelse og følge denne.
Men undskyld mig – løb borgmesteren fra sine ord, eller var det blot endnu et svagt øjeblik? I hvert fald fik borgmesteren travlt med at ændre retorik, da det stod klart, at Planklagenævnet havde vendt tommelfingeren nedad. Planklagenævnets afgørelse havde pludselig sat en kæp i hjulet for løfterne om at følge Planklagenævnet.
Jammerbugt Kommune forsøger nu at lave det, man kalder en retlig lovliggørelse. Udgangspunktet er fysisk lovliggørelse iht højesteretsdom – dvs. fjerne de opsatte vindkraftværker. En af de afvejninger, som har stor betydning for, om sidstnævnte skal anvendes, er, om projektmager har været i god tro inden anvendelse af byggetilladelsen. I denne fremgår med fed skrift, at udnyttelse af tilladelsen er for egen regning og risiko, da der foreligger flere klager i Nævnenes Hus, samt at disse kan ændre afgørelsen som netop blev tilfældet. Den gode tro er således svær at se.
Borgernes klagemuligheder er reelt illusoriske, hvis en klagenævnsafgørelse, som er endelig, bare kan tilsidesættes ved at lave en lynhurtig fugleundersøgelse, som blot skal have et halvt års varighed og samtidig er erhvervet og betalt af projektmager. Planklagenævnet oplyser endda specifikt i sin afgørelse, at dette ikke har taget stilling til de øvrige klagepunkter. Hvordan kan man tro, at et par “småjusteringer” kan danne baggrund for en lovliggørelse af retlig karakter?
Hvorfor er borgmesteren nervøs for et erstatningsansvar over for projektmager, når den betingede byggetilladelse klart og tydeligt orienterer projektmager om den enorme risiko ved igangsætning og opførelse af vindkraftværkerne? Hvorfor holdes lukkede temamøder i kommunalbestyrelsen med advokat, hvorfra der efterfølgende udsendes pressemeddelelse? Kan der sagsbehandles og træffes beslutninger på sådanne møder?
Hvorfor vælges samme advokatfirma, som blev brugt til at føre sag mod en borger i retten for nylig, når kommunen normalvis anvender et andet advokatfirma, hvor sidstnævnte udgav et notat, som ikke faldt i god jord hos kommunen og projektmager i en anden sag? Ja, spørgsmålene er mange i disse sager om opsætning af vindkraftværker.
Det kan undre, at Jammerbugt Kommune ikke kan sætte foden ned og sige fra overfor projektmagerne ved Thorup-Sletten med baggrund i de betingelser, som har været givet.
Projektet faldt til jorden – så må det fjernes. Det gør sig jo også gældende i andre sager lige fra garager til gyllebeholdere. Eller gælder ordsproget fra den tyske filosof Immanuel Kant: “Tit er det bedre at bede om tilgivelse end om tilladelse”?
