Trods historisk krise: Destination Nordvestkysten nu Danmarks næststørste destinationsselskab

Fotocredit: VisitNordvestkysten.dk
Print Friendly, PDF & Email

2020 vil for mange blive husket som et rædselsår, men når der skal gøres status over turismen hos Destination Nordvestkysten, så er konklusionen, at branchen faktisk har klaret sig godt igennem året samtidig med, at der er en optimistisk stemning omkring et mere positivt resultat for 2021.  

Især flere danskere har søgt Nordvestkysten i 2020. Destinationen er en af de mest velbesøgte og er rykket op som den 2. største turistdestination i Danmark. Lige nu er gæsterne lidt afventende i forhold til feriebestilling, men Nordvestkystens voksende popularitet resulterer i det velkendte fænomen, at der vil mangle ledig feriehuskapacitet for 2021 til de mange feriehungrende gæster.


Seneste overnatningstal opgjort til og med november 2020 viser et meget differentieret billede af, hvordan turismen i Danmark har klaret sig igennem den globale sundhedskrise.  

Modsat hos mange andre destinationer i Danmark har den danske Nordvestkyst kun oplevet en mindre tilbagegang på -1,5 % (Jan.-nov. 2020) og er samtidig rykket op til at være Danmarks andenstørste destination målt på antallet af overnatninger. 

Med et samlet overnatningstal på 5.539.121 (5.622.553 –2019) er destinationen en af de mest velbesøgte i Danmark. 

Især flere danskere har søgt Nordvestkysten, når grænselukningerne har været en realitet.

Før der var noget, der hed Corona var der flest udenlandske gæster i de 5 nordvestjyske kommuner  – ( 57,5 % i 2019 ) – hvor der nu i 2020 er blevet byttet rundt, så danskerne udgør den største andel. I 2020 er 56,5 % danskere og 43,5 % udenlandske. Feriehus og camping har oplevet den største fremgang. Hele 65 % (62% – 2019) af gæsterne har i 2020 valgt at holde ferie i et feriehus efterfulgt af 21,6 % (20% – 2019) på camping.

Jan Brusgaard, direktør og indehaver af Feriepartner Thy, som er sommerhusudlejningsbureau med 6 forretninger fra Vorupør i sydvest til Tversted i nord og udlejning af 2000 ferieboliger langs Nordvestkysten har en fornuftig forklaring på, hvorfor Destination Nordvestkysten har klaret sig så flot igennem 2020:

“Destinationen er stærk i at tiltrække både danskere og tyskere og bliver derfor ikke så hårdt ramt i de nedlukninger der har været, da der ved en pludselig nedlukning ikke først skal oparbejdes helt nye kundegrupper, men mere tages hånd om en omprioritering. Det har givet os en række fordele midt i en krisetid”, siger Jan Brusgaard.

”2020 har naturligvis været en rigtig rutsjebanetur for os alle sammen, men vi har haft en helt forrygende sæson. 10-12 uger med alt udsolgt. Det har jeg ikke tidligere oplevet i de 20 år, jeg har arbejdet indenfor branchen”. 

Steen Jørgensen, indehaver af SJ Feriehusudlejning med base i Harboøre og udlejning af ca. 600 ferieboliger i Lemvig og Thyborøn-området har oplevet 2020 som turbulent, men den mest forrygende sæson nogensinde:  

“I marts fik vi et ordentligt slag i hovedet, da Danmark blev lukket ned og mange tyske feriehusbookinger skulle flyttes. Det gav masser af udfordringer for os, men fra medio juni til og med oktober, hvor der igen blev lukket op, fik vi den mest forrygende sæson nogensinde med mange danske og tyske gæster. Vi kan tydeligt mærke, hvordan vores branche kommer i turbulens i takt med de politiske udmeldinger fra Christiansborg”, fortæller Steen Jørgensen. 

Hos Destination Nordvestkysten vækker tallene for 2020 begejstring. 

“Vi har klaret os godt igennem en krisetid kun med en mindre tilbagegang og er samtidig rykket op som Danmarks 2. største destinationsselskab. Det kan vi glæde os over”, siger en tilfreds Peter Krusborg Pedersen, CEO i Destination Nordvestkysten. På trods af et positivt år for feriehusbranchen, så er vi selvfølgelig også opmærksomme på at nogle af hotellerne har haft det svært, og derfor ikke helt har den samme gode oplevelse af 2020.

Nordvestkysten har dog haft nogle særlige styrkepositioner indenfor natur og god plads, som på trods af Corona har stået stærkt i 2020, og det er dejligt at se, hvordan erhvervet har formået at omstille sig hurtigt til “den nye normal”, hvor der skal skabes tryghed for gæsterne. 

De gode takter forventes også at fortsætte ind i 2021. Salget er startet og gæsterne er i gang med at planlægge dette års ferie, men ikke alle sidder helt klar ved bookingknappen endnu. Når det sker forventes det, at der kommer til at mangle feriehuse til de mange ferieglade gæster. 

“Vi ser frem mod et meget positivt 2021”, siger Steen Jørgensen, SJ Feriehusudlejning. “Vi fornemmer en akkumuleret rejselyst blandt gæsterne, som blot venter på at blive forløst. Uge 7 bliver den bedste for os udlejningsmæssigt nogensinde. Vi er kun knap 1 måned henne i sæsonen, men halvdelen er allerede solgt for 2021. Dog håber vi at ”tågen letter” fra omkring Påske, så grænsen åbner og tyskerne kan komme herop, for danskerne alene kan ikke redde det danske feriehusmarked ”, slutter Steen Jørgensen, SJ Feriehusudlejning.  

Jan Brusgaard fra Feriepartner Thy spår om et godt år for turistbranchen i 2021, men oplever også at gæsterne er en smule afventende overfor situationen:

“Vi ser også frem mod et positivt 2021. Vi er pt. på samme niveau som sidste år, men lige nu oplever vi at gæsterne er en smule tilbageholdende med at bestille, så længe de ikke er afklarede omkring, hvad der er af muligheder for at rejse i år. Vi regner med, at vi skal et par måneder længere hen inden der for alvor kommer til at ske noget på bookingdelen. Vi forventer sådan set en rigtig god sæson igen i år, men jeg tror vi vil opleve manglende kapacitet til de feriehungrende gæster. Der er blevet handlet rigtig mange sommerhuse i år, og nogle af ejerne er måske lidt afventende i forhold til om de skal bruge dem selv eller lejes ud. Og vi kommer givet vis til at mangle huse at leje ud, så vi kan kun appellere til at alle sommerhusejere lejer dem ud, da det også er med til at skabe vækst hele vejen rundt i turistbranchen”, slutter Jan Brusgaard, Feriepartner Thy.