Politiet advarer efter to tricktyverier ved Pandrup: Ældre blev narret i eget hjem
Nordjyllands Politi opfordrer borgere – og særligt ældre – til at være ekstra opmærksomme efter to tricktyverier på Blokhusvej ved Pandrup.
Ifølge politiassistent John Clemmesen fra sagscenteret hos Nordjyllands Politi i Hjørring fandt det første forhold sted, da en mand henvendte sig til en kvinde på hendes bopæl.
Manden fortalte, at der havde været flere indbrud og tyverier i området, og tilbød derfor at gennemgå huset for at hjælpe med at sikre boligen.
Efter besøget opdagede kvinden, at en konvolut med kontanter var forsvundet.
Politiet har følgende signalement af manden:
- Mand
- 180-185 cm høj
- Dansk udseende
- Almindelig af bygning
- Iført almindeligt tøj
Lånte penge – blev udsat for tricktyveri
Et andet tricktyveri fandt sted fredag omkring klokken 11.00, ligeledes på Blokhusvej.
Her stod en ukendt mand pludselig inde i en bolig og bad om at låne penge. Beboeren hævede et kontantbeløb og lånte pengene ud, men fandt efterfølgende ud af, at der var tale om et tricktyveri.
Politiet oplyser ikke nærmere, hvad der blev stjålet i forbindelse med episoden.
Politiet: Vær på vagt
Nordjyllands Politi opfordrer borgere til at være meget påpasselige, hvis ukendte personer henvender sig ved boligen med forskellige forklaringer eller ønsker adgang til hjemmet.
Er man i tvivl om en persons hensigter, bør man undlade at lukke vedkommende ind og i stedet kontakte politiet.
Har du set noget mistænkeligt eller har oplysninger, der kan være relevante for sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.





