Trekronerskolen og Solstrålen samler alle børn i stor cirkusforestilling 

Der bliver trænet og øvet til den store cirkusforestilling i aften i Trekronerhallen. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Trekronerskolen og Solstrålen samler alle børn i stor cirkusforestilling 

På Trekronerskolen har der i denne uge været et væld af aktiviteter, der alt sammen skal udmøntes i en stor cirkusforestilling med næsten 300 publikummer på stolerækkerne omkring manegen, der løber af stablen i aften i Trekronerhallen.

-I år har vi ændret lidt på den traditionsrige skolekomedie, hvor de store børn plejer at lave en forestilling, til at alle skolens børn og børnene i vuggestue og børnehave i samspil, vil underholde med en cirkusforestilling og derefter en stor fællesspisning, fortæller skoleleder Trille Poulsen til Jammerbugtposten.dk og peger ned ad gangen, hvor skolebørn er i fuld gang med at male elementerne til den store røde og hvide manege.

Foto: Jammerbugtposten.dk

 -Alle børn og forældre er på forskellig vis inddraget i år, og der er lagt op til en hyggelig torsdag aften, når næsten 300 mennesker kommer på skolen og ser hvad børnene har øvet i løbet af ugen. Med årets cirkusforestilling har vi meget fokus på processen og at få alle børn med på de mange forskellige opgaver, der er, for at hele forestillingen bliver en succes. Nogle børn elsker at underholde i manegen og andre er mere til de bagvedliggende opgaver med at lave kulisser, plakater og tage del i opsætning af rekvisitter undervejs, som forestillingen skrider frem – For os er det vigtigt, at alle børn er med og får en god oplevelse sammen, fortæller skolelederen. 

Foto: Jammerbugtposten.dk

Solstrålen, som består af vuggestue og børnehave, er også med i årets store cirkusforestilling

Leder af Solstrålen, Grethe Hegelund Holm, vil sammen med skolelederen udgøre cirkusdirektørrollen og præsentationen af aftenens stuur stuur nummer

Børnene i Solstrålen har siden efterårsferien arbejdet og lært om cirkus. Det er især de vilde dyr og hunde, der har været i fokus hos børnene, og så kommer de også til at opføre numre med akrobatik og vil vise kunsten at gå på line, alt sammen udført i specialdesignede hjemmemalede T-shirts.  

Foto: Jammerbugtposten.dk

Trekronerskolen summede af liv i går, hvor jammerbugtposten.dk kiggede forbi for at se og høre mere om årets cirkusforestilling. Et af klasseværelserne var omdannet til værksted, hvor børnene blandt andet lavede kreative ting som plakater, bordpynt, malede manege, kulisser og skilte. Et andet klasseværelse var omdannet til øvelokale for stærke mænd, ballerinaer, farlige dyr, kæpheste og tryllekunstnere. 

Den store hal, Trekronerhallen, der ligger sammen med skolen, var også i brug som øvelokale, inden at den i dag bliver omdannet til et festligt cirkus og klar til aftenens publikum, som møder ind kl. 16.45. Men da vi var på besøg, var skolebørnene i fuld gang med akrobatiske udfoldelser og forskellige menneske-pyramider. 

Foto: Jammerbugtposten.dk

Flot ser det ud og der venter helt sikkert de mange gæster en fantastisk aften med kultur, mad og fællesskab omkring Trekronerskolen og Solstrålen.

LÆS OGSÅ: Bål, udeliv og fællesskab – KFUM-Spejderne i Trekroner starter ny sæson