Trekroner gør klar til fest – Sommerfesten 2025 byder på landsbydyst, livemusik og masser af bold
Sommeren skydes traditionen tro i gang i Trekroner, når årets store Sommerfest løber af stablen fra den 19. til den 23. juni. Det er fjerde Sommerfesten, som Thomas Rytter Christensen og resten af sommerfestudvalget byder på i næste weekend, og erfaringen begynder at kunne mærkes.
– Vi har fået sammensat et stærkt udvalg på seks personer, og vi får heldigvis hjælp af mange frivillige – både før, under og efter festen. Det betyder, at vi kan bygge videre på det, der virker, samtidig med at vi prøver nyt, siger Thomas.
Nyt initiativ: Landsbydysten i rundbold
Et af årets helt nye indslag er Landsbydysten i rundbold, hvor nabobyerne Skræm, Bonderup, Bejstrup, Manstrup og Haverslev stiller med hold lørdag kl. 12.00.
– Det bliver både sjovt og hyggeligt, og vi håber, mange kommer og hepper, lyder det fra Thomas.
Senere lørdag er der familiejerneløb (14.30) – uden tilmelding – og dagen byder også på vigtige fodboldkampe. Blandt andet spiller TIF98’s serie 3-hold sidste turneringskamp kl. 14.30, og kl. 16.15 mødes Grand Oldboys og Oldboys til lokalopgør.
Festlighederne topper fredag og lørdag aften
Fredag aften bliver teltet centrum for bodega-aften med musik fra Lukas Eagleroad fra kl. 20.30, mens lørdagens festmenu står på helstegt pattegris og DJ Kjeldgaard, der spiller op fra kl. 21.00. Begge aftener lukker baren kl. 02.00.
– Vi har haft stor succes med teltfesterne de seneste år – og med det program og den opbakning, vi oplever, ser det lovende ud igen i år, siger formanden.
Festen slutter med børnene i centrum
Søndag formiddag fra kl. 11.00 står den på børnefodboldturnering med slush ice og medaljer til alle spillere. Dagen byder også på tryllekunstner kl. 12.30 og udtrækning af hovedgevinster fra tombolaen kl. 13.00.
Oplevelser for hele familien
Hele weekenden igennem er der aktiviteter som hoppepuder, guldfinding i container, tombola, boksebold, have- og boldspil samt et kreativt hjørne i teltet.
– Vejret, lokal opbakning og en engageret frivilligindsats har været nøglen de seneste år. Vi håber, det fortsætter i år – og glæder os til at se rigtig mange på festpladsen, slutter Thomas Rytter Christensen.
Billetter og tilmelding
Billetter til festen lørdag kan købes på: tif98.dk/sommerfest
Tilmelding til firma/gade-turnering sker til Anita på tlf. 41 23 89 80.
Stemningsbilleder fra tidligere år:



