Traditionen tro kårer Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt årets iværksætter, og 2022 er ingen undtagelse. Når den endelige vinder kåres den 21. november på Kulturhuset Blokhus falder valget på enten Rødhus Café & Isbar, Tømrerfirmaet Jonas Rødbro ApS eller lagerhotellet AllPack ApS.
De tre finalister, som er blandt flere indstillede virksomheder til iværksætterprisen, er blevet vurderet af Erhvervsforeningens forretningsudvalg og Vækst Jammerbugt, som på baggrund af flere forskellige kriterier, herunder blandt andet virksomhedernes omsætning, økonomi, udvikling, potentiale, ide og initiativ, har nomineret disse tre virksomheder til årets iværksætterpris.
Rødhus Café & Isbar
Rødhus Café & Isbar er indbegrebet af iværksætteri midt i det naturskønne Rødhus. Bag virksomheden står familien Gorell Mackenhauer med ægteparret Louise og Rasmus Gorell Mackenhauer og deres børn. Familien driver også et Bed & Breakfast på Rødhus Gamle Skole samt udlejning af en saunavogn på Rødhus Strand.
Åbningen af Rødhus Café & Isbar har hen over sommeren høstet store roser fra både lokale sommerhusejere og turister i området. Familien er med Rødhus Café & Isbar blandt andet nomineret til prisen i år, fordi de mange initiativer, som de tilsammen har igangsat, har løftet Rødhus som turist- og oplevelsesområde.
På Rødhus Café & Isbar tænkes der både i oplevelser som for eksempel intimkoncerter, atmosfære på den nybyggede strandterrasse og autencitet, ligesom familien også lægger stor vægt på brugen af lokale og økologiske råvarer i madlavningen samt samarbejde med lokale leverandører.
Tømrerfirmaet Jonas Rødbro ApS
Tømrerfirmaet Jonas Rødbro ApS var også nomineret til iværksætterprisen i 2021, og man må blot konstatere, at planen holder, og det går godt for indehaveren Jonas Rødbro. I 2016 var Jonas Rødbro udlært hos Keld & Johs, og kort tid efter startede han som selvstændig.
Virksomheden kom godt fra start med en varebil og en lærling, og første år var omsætningen 1,3 millioner. Indehaveren begyndte at sætte nye mål og lavede en femårsplan, da han gik i gang. Omsætning har været stødt stigende i de efterfølgende år.
Virksomheden laver al slags byggearbejde, store som små opgaver, og tilbyder også totalentrepriser. Siden nomineringen sidste år er det kun gået én vej for virksomheden og det er frem.
Medarbejderstyrken er øget gennemsnitlig fra 9 til 13 uden at det er gået ud over indtjening og konsolidering. Den positive vækst og udvikling skal ses i lyset af, at den er sket i en usædvanlig turbulent tid med pandemi, stigende materialepriser og ikke mindst materialemangel.
Allpack ApS
Allpack er en lagerhotel virksomhed beliggende i Pandrup Erhvervspark. Virksomheden tilbyder enhver form for opbevaring (fjernlager), pakning af store og små emner samt hele forsendelsesdelen (Pick, pack and ship). Kunderne er typisk webshops som outsourcer deres logistikdel til Allpack.
Tømning af containere med produkter er ligeledes en del af virksomhedens forretningsområde. Derudover tilbyder Allpack webshopejere at uploade varer, billeder samt produktbeskrivelser på deres hjemmesider. Bag virksomheden står John Luther.
Allpack er nomineret til prisen som årets iværksætter fordi John på kort tid har formået at opbygge en god kundekreds samt har påbegyndt opkøb af flere webshops. Der er investeret i nyt IT, ansat lagerpersonale og de godt 1000m2 lager er allerede ved at være i underkanten.
Derfor uddeles iværksætterprisen
Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt ønsker med uddelingen af iværksætterprisen at sætte fokus på iværksætterlyst og præmierer en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst, og som kan fremstå som rollemodel for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed.
Prisen består udover æren af et pengebeløb på kr. 5.000 som vindervirksomheden kan anvende efter eget valg.