Sæsonens første tre runder er nu færdigspillet og for Jammerbugt FC er det sket med godt og positivt spil, men pointmæssigt har det været mere magret. Derfor venter der nu et vigtigt opgør i weekenden, hvor turen går til Amager og Sundby Idrætspark.
Her står Fremad Amager klar til at tage imod. Værterne har også fået en pointmæssigt svær sæsonstart med tre nederlag af tre mulige. Dog blev det tirsdag til en 5-0 sejr over BK Viktoria i pokalturnering.
Jammerbugt FC er anelse bedre fra start, hvad point angår. Det er blevet til et enkelt efter de første tre runder, og Jammerbugt fC har som Fremad Amager hentet den foreløbigt eneste sejr i pokalturneringen.
Så det er to særdeles pointtørstige hold, der støder sammen lørdag på Amager. Og selvom det er tidligt på sæsonen, gør den beskedne pointhøst hos begge hold, det også til en særligt vigtig kamp.
Mens begge mandskaber pointtørstige, så er Jammerbugt FC’s Michael Stokbro særligt sulten efter at komme i kamp. Den arbejdsomme højrekantsspiller har siddet ude med en skade, men er nu tilbage på træningsbanen og er ivrig efter at komme på banen i NordicBet Ligaen.
– Det har været en træls skadesperiode for mig her i opstarten. Men jeg er nu kommet dertil, hvor jeg synes, at min krop er ved at være klar, og hvor jeg kan præstere 100 pct. inde på banen. Da jeg har været ramt af en muskelskade, er der ikke så meget andet at gøre, end at give den gas med øvelser fra fysioterapeuten og at vente på at musklen er helet og klar, siger Micheal Stokbro og krydser fingrer for at netop det er tilfældet her forud for turen til Amager i weekenden.
Her tror Stokbro på sit holds chancer, velvidende at de sidste procenter er nødvendige, hvis holdet skal lykkes med at hente alle tre point.
– Generelt synes jeg, vi har fået sammensat en spændende og konkurrencedygtig trup, som kan spille med i NordicBet Liga, vurderer Michael Stokbro og fortsætter.
– I kampene har vi haft rigtig gode momenter, men vi har desværre manglet den sidste skarphed i situationerne. Og defensivt må man sige at forskellen fra 2. division til NordicBet Ligaen er, at man her i højere grad bliver straffet på sine fejl.
Altså skal skarpheden blive bedre og fejlene færre. Fundamentet er på plads, nu handler det om at få tippet kampene til egen fordel med de sidste marginaler på sin side.
– Fremad Amager har haft en resultatmæssigt svær start i år , og vi skal over og spille på deres kunstgræs, som er vanligt for dem. Det er til deres fordel, men vi vil komme med 120 i timen og spille vores eget spil, for at få kampen hurtigt over på vores præmisser, forsikrer Stokbro roligt.
Lørdag vil der være en helt anderledes fandenivoldskhed over den sympatiske Stokbro. Her skal hver eneste lille procent presses ud af præstationen på banen. Det ser Strandby-drengen frem til.
– Fremad Amager er en stor traditionsrig klub herhjemme, og Sundby Idrætspark er samtidigt en kulisse og et sted, jeg personligt ser frem til at spille på, slutter Michael Stokbro.
Træningen kalder. De sidste detaljer skal finpudses og muskelfibrene skal testes en sidste gang, inden Stokbro og de blåblusede træder ind på Sundby Idrætsparks kunstgræs til en dyst om tre vigtige point.
Der er kick off mellem Fremad Amager og Jammerbugt FC lørdag d. 14. august kl. 15.00.