To hændelser i pirattaxaer

Politibil Jammerbugtposten.dk
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

To hændelser i pirattaxaer

Politiet har de seneste weekender fået flere anmeldelser om unge mænd, der har fået stjålet deres kreditkort efter at have taget en pirattaxa hjem fra byen, og søndag blev der igen noteret et par sager. 

-En 23-årig mand forklarede, at han natten til søndag havde ladet sig lokke af et billigt lift hjem fra nattelivet. Han blev bedt om at betale med sit kreditkort i en terminal i bilen, og da han ikke kunne få kortet til at fungere, tog chaufføren selv kortet og prøvede at bruge det, fortæller politiet i døgnrapporten og fortsætter:

-I mellemtiden blev den 23-årige distraheret af en passager, der sad på bagsædet, og i forvirringen opdagede han ikke, at kreditkortet var blevet stjålet, og at mændene havde afluret hans kode. Først senere søndag fandt han ud af, at han var blevet bestjålet, og at der var hævet en del tusinde kroner på kortet. 

-En lignende oplevelse havde en 29-årig mand natten til fredag, da han fik et lift af en pirattaxa hjem fra fest i byen. Han fik også stjålet sit kreditkort, hvorefter der blev hævet flere tusinde kroner på det. Søndag modtog Politiet så anmeldelsen om tyveriet.

Politiet opfordrer endnu en gang til, at man holder sig langt væk fra pirattaxaerne og benytter sig af autoriserede taxaer, offentlig transport eller et lift fra en, man kender. 

LÆS OGSÅ: Brand på Tranekærvej