Tirsdag byder på pokaldyst mod B1913 i Odense

Emil A. Nielsen
Emil A. Nielsen Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Det er blevet tid til 2. runde i Sydbank Pokalen, hvor Jammerbugt FC skal en tur til Fyn og krydse klinger med B1913. Her står den på kamp for en billet til næste runde, og så er det en mulighed for at rejse sig efter det store nederlag hjemme til FC Helsingør.

Der har været knald på efter Jammerbugt FC indledte sæsonen i NordicBet Ligaen. Hårde, intense og jævnbyrdige kampe er blevet kæmpet og har krævet 100 pct. dedikation hver eneste gang. I seneste runde gik luften så lidt af ballonen hjemme mod FC Helsingør.

Nu, kun få dage senere, er der så allerede en mulighed for at ryste oplevelsen af sig og få et pusterum fra den krævende NordicBet Liga. Det ser Jammerbugt FC’s Emil A. Nielsen frem til, velvidende at der heller ikke venter nogen nem opgave i pokalturneringen.

– Jeg tror, at det er okay for os at få et lille afbræk fra turneringen, for at fokusere endnu mere på vores eget spil, fortæller Emil A. Nielsen med henvisning til, at holdet som udgangspunkt er underdog hver eneste gang, det gælder 90 minutters fight i landets næstbedste række.

Når det tirsdag aften gælder pokalkampen mod B1913, vil Jammerbugt FC være i favoritrollen. Værterne fra Odense, der faktisk har vundet den danske pokalturnering tilbage i 1963, tilbringer i dag en fodboldtilværelse i Danmarksserien, hvor odenseanerne har fået en god sæsonstart med to sejre og to uafgjorte fra de første fire kampe. Derfor er favoritrolle bestemt heller ikke det samme som at der er en nem opgave i vente.

– Jeg forventer en svær kamp mod en modstander, der vil give alt for at slå et 1. Divisionshold ud af pokalturneringen, lyder forventningen kort og klart fra Jammerbugt FC’s forsvarspiller, der således også erkender, at mens værterne har alt at vinde, er situationen lige modsat for Jammerbugt FC.

Men der er mere på spil end en billet videre til næste runde af pokalturneringen for Jammerbugt FC. Ikke mindst er der den grimme oplevelse fra weekenden, som skal rystes af. En succesoplevelse vil gøre godt. Ikke mindst med tanke på, at der efter pokalkampen venter en landskampspause. En situation, der er uvant for Jammerbugt FC-spillerne, men som giver en god mulighed for at sætte fuld fokus på arbejdet med truppen, hvor mange nye er kommet til.

– Ja, det er nyt for os med landskampspause. Men jeg tror det bliver godt. Det kan vi bruge til at arbejde endnu mere med os selv og forbedre os som hold. Og så skal vi selvfølgelig også gøre os klar til den næste kamp i turneringen imod HB Køge, hvor vi skal have tre pinde, lyder det målrettet fra Emil A. Nielsen.

Inden jagten går ind på de tre binde er fuldt fokus dog først og fremmest på at sikre en billet videre til næste runde af Sydbank Pokalen. Der er kick off på 2. runde kampen mellem B1913 og Jammerbugt FC tirsdag d. 31. august kl. 17.30 på Campus Road i Odense.