Tirsdag afholder Myndighederne kæmpe øvelse i Brovst

Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email


Tirsdag den 3. september 2019 afholdes en større øvelse nær Skovsgaard ved Brovst. Trafikken forventes ikke at blive påvirket i større grad.

Øvelsen foregår i tidsrummet fra kl. 17-20, men allerede fra ved 15-tiden vil der være køretøjer og personel i området ved Brovst.

Der er tale om en større øvelse, hvor en række forskellige deltagende myndigheder testes: Beredskabsstyrelsen, politiet, Nordjyllands Beredskab, Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland. Der deltager endvidere en række frivillige figuranter.

Omkring 150 personer vil deltage i øvelsen.

Øvelser er vigtige
Vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Anders Uhrskov oplyser, at man af hensyn til øvelsestagernes læring ikke, forud for øvelsen, kan gå i detaljer med indholdet af selve øvelsen.

”Men det er vigtigt, at vi hele tiden øver os, så vi holder færdighederne skarpe. Vi lærer altid nyt efter sådan en øvelse – til gavn for samfundets sikkerhed,” forklarer vicepolitiinspektøren, der i næste åndedrag tilføjer, at trafikken i området ikke umiddelbart vil blive påvirket af øvelsen.

”Men hvis der lokalt skulle opstå enkelte gener, så håber jeg på borgernes forståelse. Man vil kunne opleve lidt ekstra støj fra udrykningskøretøjer i området omkring øvelsen, men man kan altså være ganske rolig: Der er blot tale om en øvelse,” siger Anders Uhrskov.

Øvelsen har i øvrigt fået navnet Tordenskjold.