ForsideAndetTillid til drikkevandet uanset sag om EU-regler

Tillid til drikkevandet uanset sag om EU-regler

DANVA slår fast, at danskerne kan have fuldstændig tillid til deres drikkevand. Vandværkerne garanterer nemlig for kvaliteten af deres vand i hanen, og sundhedsmyndighederne overvåger forholdene, også når der dispenseres fra drikkevandskravene.

Miljøministeren kunne tirsdag meddele, at der er sket en procedurefejl i den måde, der gives dispensationer til vandværker på. Det er nemlig rent juridisk ikke ligegyldigt, om det stof, der gives dispensation på baggrund af, er på en EU-liste eller en rent dansk liste, der supplerer EU’s liste i den danske regulering. Stofferne på EU’s liste kan man ikke længere dispensere fra. Det kan man til gengæld godt for stofferne på den danske liste.


”Men det er uanset hvad, vigtigt at understrege, at danskerne på intet tidspunkt har haft grund til at være utrygge ved at drikke vand fra hanen. Sundhedsmyndighederne er nemlig inde over hver enkelt dispensation. Dispensationerne gives i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed,” siger DANVA’s fagleder for drikkevand, Dorte Skræm.

Gårsdagens information om fejl i Miljøstyrelsens håndtering af dispensationsreglerne har givet anledning til, at i alt 12 dispensationer på vandværker i ni forskellige kommuner skal undersøges nærmere.

”Der er helt klart nogle vandværker rundt omkring i Danmark, som får en opgave, de skal i gang med at løse allerede fra i morgen. De skal med meget kort varsel finde ud af, hvordan forbrugerne sikres vand, hvis deres dispensation ophæves” siger Dorte Skræm, og fortsætter:

”Det kan stille de berørte vandværker i en vanskelig position. Det er selvfølgelig et problem, når man som vandværk i god tro har fået dispensation, og fulgt de procedurer, man skal, og så har myndigheden ikke fulgt lovgivningen. Det er deres opgave at vide, hvordan tingene skal fortolkes.”

”Situationen viser med al ønskelig tydelighed, at det er meget vigtigt, at vandforsyningsplanerne er fremtidssikre og tager højde for forsyningssikkerheden. For det er selvfølgelig en vanskelig situation, hvis et vandværk med begrænsede grundvandsreserver bliver ramt af en forurening og ikke har mulighed for at få en dispensation til at få tid til at løse problemet. Det kommer jo så til at gå ud over forbrugerne, som ikke får vand i hanen i en periode, indtil, der er fundet en løsning,” siger Dorte Skræm.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER