Tid til at forny Skolehaven i Fjerritslev

Projektbillede
Print Friendly, PDF & Email

Områdefornyelsen af Fjerritslev fortsætter nu med Skolehaven, som er et af de i alt fem hotspots i byen, som er del af områdefornyelsen. Arbejdet forventes at tage op til tre måneder.

I løbet af de næste måneder bliver Skolehaven indrettet med flere uderum og mødesteder. Områdefornyelses formål er at samle byen og skabe aktive udendørs områder. 


Områdefornyelsen af Skolehaven kommer til at omfatte:

  • Skulpturelle skråningsprofiler som bakker med prydgræsser
  • En skulpturel bakke, der anlægges som ryg til skaterbanen og dermed bliver en smuk baggrund til skaterbanen
  • Et hæng-ud- og siddested, hvor man på siddetrin kan følge med i aktiviteterne på skaterbanen
  • Mod nordvest ind mod skolens gamle hovedbygning dannes et mindre rum med bålplads. Bålpladsen indtænkes i særlige begivenheder på skolen, til hjemmekundskab eller ved aftenskolens madlavningshold.
  • I umiddelbar nærhed til bålpladsen placeres fire bord- bænkesæt
  • Der etableres dyrkningsfelter med krydderurter til brug i et overdækket undervisningsrum med udekøkken

De øvrige hotspots

Ud over Skolehaven er Torvet, Nørregade/Bryggerhaven, Trimruten og hallen også del af byfornyelsen. Arbejdet på Trimruten er godt i gang, og forventes at stå færdig i løbet af september. Arbejdet med legeelementer på den flisebelagte sti i Nørregade, byhaven ved Bryggerhaven og legeelementer, scenen mv. på Torvet er alle godt i gang, og forventes at stå færdigt i løbet af efteråret. 

Som del af områdefornyelsesprojektet skal hallen i Fjerritslev have en service-station til cyklister. Dette arbejde bliver koordineret med hallens øvrige udvidelsesplaner, og da de ikke er en del af områdefornyelsesprojektet, vil arbejdet med service-stationen først gå i gang sammen med det øvrige arbejde med hallen.