Forude venter en uge under varmere himmelstrøg og med fuldt fokus på fodbold fra morgen til aften.
Fodbold på højt plan handler først og fremmest om at vinde, og til tider også om at overleve i et hårdt konkurrencepræget miljø, hvor der indimellem må ofres og træffes hårde beslutninger. Men det er også mere end det. Det er også fællesskab og venskaber. Det er passion.
Netop dette sætter Jammerbugt FC’s forestående træningslejr i Tyrkiet en tyk streg under. Her er trænere og spillere nemlig rykket sammen, har sparret op og selv betalt for at tilbringe en uge sammen i fodboldens tegn. Godt 50 deltagere bestående af trænere og ledere samt U19 og divisionstrup er således samlet fløjet til Tyrkiet søndag.
Det er noget, der ikke bare er godt for teknik, taktik og form. Det er også godt mentalt og i forhold til de menneskelige relationer.
– Det er fantastisk at spillerne hver og en har investeret både tid og penge i at komme afsted. Det er en uge, der styrker de sociale relationer enormt. Det er selvfølgelig ikke en hyggetur, vi skal på. Vi får mange gode træninger og taktisk forberedelse samt mulighed for at finpudse vores ting. Vi bliver presset til det yderste med nogle svære træningskampe også, forklarer Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck inden take off til Tyrkiet.
Med andre ord er der værdi for pengene for både klub og de enkelte deltagere.
Det er en tur, der bringer noget sportsligt nu og her, men også en tur, der bringer os noget på sigt i forhold til sammenhold. Derfor er jeg også stolt over, at så mange har valgt at tage med og investere i dette. Det er flot af drengene, både spillere og trænere. Vi glæder os, uddyber Zinck.
Det bliver nogle begivenhedsrige dage. Ud over flere spiller- og trænermøder byder dagene i Tyrkiet således på morgenløb inden morgenmaden, formiddagstræning efterfulgt af frokost og hvile. Herefter står den på eftermiddagstræning, inden der serveres aftensmad og dagen rundes af med hyggeligt samvær og restitution.
Dertil skal der ikke mindst spilles fire træningskampe. U19 spiller mod Krasnodar U17 og Shakhtar Donetsk U19, mens divisionsholdet skal op imod de georgiske mandskaber Samgurali og Shurkura.