ForsideJammerbugtSusanne Majgaard Bach: Værdig ældrepleje med mennesket i centrum kræver tid

Susanne Majgaard Bach: Værdig ældrepleje med mennesket i centrum kræver tid

Af Susanne Majgaard Bach – Byrådskandidat for Danmarksdemokraterne, Jammerbugt

Værdig ældrepleje med mennesket i centrum kræver tid

Alle fortjener at blive behandlet med værdighed og respekt. Alle fortjener at blive hørt og set som den person, de er. Dette gælder især vores ældre borgere.

I Jammerbugt Kommune har vi et fantastisk sundhedspersonale med hjertet på rette sted. De elsker deres job og den forskel, de gør for vores ældre borgere. Jeg ved det, for jeg har arbejdet sammen med mange af dem – både i hjemmeplejen og på plejecentre.

Jeg ved, at personalet i ældreplejen gør et stort arbejde for at imødekomme borgernes individuelle behov. På trods af stort tidspres yder de gerne en ekstra indsats for vores ældre.

Den nye ældrelov har fokus på helhedspleje og de ældres selvbestemmelse med henblik på at skabe livsglæde og nærvær.

Men det er svært at opnå, når alt bliver sat op i kasser og tidspres. F.eks. bad: 20 minutter, medicingivning: 1 minut, toiletbesøg: 5 minutter, ernæring: 10 minutter. I disse minutter skal der også være tid til dokumentation og registrering.

Men nærvær kræver tid.

Indtil for to år siden havde vi i Jammerbugt Kommune en klippekortsordning, hvor ældre kunne få 25 minutter om ugen, som de selv rådede over. Minutterne kunne f.eks. bruges til at blive fulgt til læge eller sygehus, hvis en pårørende ikke kunne. De kunne bruges til en hyggelig snak over en kop kaffe, til at blive fulgt til frisøren eller ned og handle. Minutterne kunne ligge fast hver uge, eller de kunne samles sammen og bruges til længerevarende hjælp – som f.eks. ledsagelse til et familiearrangement.

Ved at genindføre klippekortsordningen – eller et lignende tiltag – vil vi kunne øge mængden af tid til nærvær og selvbestemmelse. Det vil skabe livsglæde for vores ældre og mindske den ensomhed, mange ældre føler. Vi som personale ser og mærker den ensomhed, når vi er sammen med dem. Vi ved, hvilken forskel mere tid med personalet på de ældres præmisser vil betyde for dem.

Ja – nærvær kræver tid, og tid koster penge. Men mener man som jeg, at især ældre bør behandles med værdighed og respekt, bør man også støtte op om, at Jammerbugt Kommune skal øge andelen af de kommunale midler til ældreområdet. På den måde kan personalet støtte de ældre i det, der giver livskvalitet for den enkelte.

Tænk på de ældre i din familie – og husk på, at vi alle bliver ældre en dag.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER