Sundhed.dk: Vi er forberedt, men forventer kø

Print Friendly, PDF & Email

Onsdag starter næste fase af genåbningen af Danmark. Sundhed.dk og appen MinSundhed spiller en stor rolle, når danskerne skal bruge deres corona-oplysninger til restauranter, fodboldkampe m.v.

Sundhed.dk har i den seneste måned arbejdet på højtryk for at kunne bidrage til den gradvise genåbning af Danmark. Det er gået godt, og de fleste dage har knap en million danskere tjekket deres corona-oplysninger på enten sundhed.dk eller i MinSundhed-appen.


Med den fremrykkede genåbning af fx restauranter, caféer, stadions mv. vil der dog komme stadig større pres på systemerne.

Derfor minder sundhed.dk om de gode råd om brugen af coronapas:

  • Tjek kun sundhed.dk eller MinSundhed-appen, når du har brug for det.
  • Tilmeld dig NemSMS og notikationer i MinSundhed – så kan du vente med at logge på til, du har fået besked om, at dit testsvar er klar
  • Download dit pas eller print det fra sundhed.dk

Kapaciteten er over de seneste dage og uger mere end firdoblet, og sundhed.dk arbejder hele tiden på at tilføre endnu mere serverkraft, så vi kan følge med det stigende behov.

”Det er dejligt, at vi kan bidrage til, at samfundet igen åbner. Endda hurtigere end forventet,” siger Morten Elbæk Petersen, direktør for sundhed.dk, og fortsætter: ”Men det skaber også større og større pres på systemerne. Derfor opfordrer vi til tålmodighed, og at man gør brug af de tre råd, når man skal se sine oplysninger.”

For sundhed.dk er det vigtigt, at der opleves så kort kø som muligt, men samtidig er der også fokus på sikkerhed og stabilitet. Derfor bliver der hele tiden holdt øje med den digitale kø, så systemet ikke overbelastes af for mange besøgende på én gang.

Det kan betyde, at køen de kommende dage til tider vil være længere end de få minutter, de fleste borgere har oplevet i de første uger af genåbningen. Sundhed.dk arbejder hele tiden på at sikre en nem og sikker adgang til sundhedsdata og vil løbende fortælle om udviklingen.