ForsideJammerbugtStort natur-puslespil lægger de første brikker

Stort natur-puslespil lægger de første brikker

Stort natur-puslespil lægger de første brikker

Som en del af Naturalliancen Thy-Han Herred er Den Danske Naturfond, Nationalpark Thy,
Naturstyrelsen og 15. Juni Fonden gået sammen om at opkøbe arealer og genoprette naturen i Nationalpark Thy. Naturfonden har netop købt sine første 50 ha på ‘Marens Bakke’ tæt på Førby Sø og vejen mod Nørre Vorupør.

Formålet er at binde opdelte naturområder sammen. Det skal forbedre levesteder for truede og sjældne dyr og planter, som ellers har svært ved at overleve i små isolerede bestande og sprede sig fra område til område.

De nyopkøbte arealer på ‘Marens Bakke’ supplerer andre arealer, der for nylig er opkøbt af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy

”Vi skal sørge for flere og bedre levesteder til dyr og planter, og naturen skal hænge bedre sammen. Det er glædeligt, at det nu lykkes her i Thy sammen med vores naboer Nationalpark Thy, Naturstyrelsen og 15. Juni Fonden,” siger Naturfondens direktør, Flemming Nielsen og fortsætter:

”Det er godt og vigtigt, at vi får taget hul på naturalliancens vision om at skabe Danmarks største sammenhængende naturområde i Thy og Han Herred. Vi skal vise handling og konkrete resultater.
Kun på den måde kan vi være en stærk alliance, som formår at løfte opgaven i fællesskab. Forhåbentlig kan vi sikre endnu mere sammenhængende natur i den nærmeste fremtid,” siger Flemming Nielsen.

Naturen i ‘Marens Bakke’ genoprettes sammen med Nationalpark Thy. Formand Karen Louise Erichsen siger:

”Vi er meget glade for, at Den Danske Naturfond har købt arealet ved Marens Bakke, der er en vigtig brik i Naturalliancens bestræbelser for at skabe sammenhæng og naturlige vandbalancer i Thys natur.
I Nationalpark Thy glæder vi os til at indgå i udviklingen af områdets naturværdier,” siger Karen Louise Erichsen.

Whisky-producent sælger marker for at hjælpe naturen

Naturfonden har købt arealerne ved Marens Bakke af Gyrup Gård, hvor familien bag driver et økologisk landbrug og producerer Thy Whisky. De første flasker whisky blev endda lavet af maltbyg dyrket på netop de arealer, som nu bliver til natur Marie Stjernholm, medejer af Gyrup Gård og Thy Whisky er glad for, at Marens Bakke nu bliver til natur.

”Området har jo et kæmpe potentiale for god natur, så det giver så meget mere mening, at
Naturfonden nu ejer området, og vi dyrker korn til vores whisky på andre arealer, der er mere velegnet til landbrug. Jeg kender jo området rigtig godt, fordi vores kreaturer har græsset der i mange år, og jeg glæder mig til at følge, hvad der sker, når Naturfonden får udfoldet sine naturplaner. Tænk engang, hvis for eksempel ensianblåfugl ville flytte ind her. Så ville jeg virkelig føle, at noget er lykkedes for naturen,” siger Marie Stjernholm.

‘Marens Bakke’ er købt med blandt andet økonomisk støtte fra Thy-virksomheden ELSK, som sælger tøj, og donerer 1 pct af virksomhedens omsætning til grønne initiativer og projekter. Direktør Lars Riis, siger:

“Vi er vokset op med vinden i håret og sand mellem tæerne her i Thy, og netop derfor betyder det noget for os at give tilbage til den natur, vi selv har fået så meget fra. At støtte opkøbet af Marens Bakke er ikke bare en donation, det er en del af vores identitet. Vi tror på, at virksomheder har en rolle at spille, ikke bare i økonomien, men i samfundet og i landskabet. Og når man får mulighed for at være med til at lægge en brik i et af Danmarks vigtigste naturpuslespil, så gør man det. Vi håber, at flere virksomheder vil gå med og bruge sine ressourcer til at gøre en vigtig forskel.”

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER