ForsideAabybroStor jubilæumsfest markerer muligvis slutningen på en æra i Birkelse

Stor jubilæumsfest markerer muligvis slutningen på en æra i Birkelse

Stor jubilæumsfest markerer muligvis slutningen på en æra i Birkelse

Birkelse Pensionistforening fejrer 60-års jubilæum den 4. oktober med et brag af en fest på Hotel Søparken i Aabybro for foreningens medlemmer. Der vil blive serveret en let frokost med efterfølgende ost og kaffe. Forsamlingen kan glæde sig til god underholdning, når Den Skaldede Pædagog slår sig løs på guitaren.

Birkelse Pensionistforening har i 60 år været en aktiv forening med både sommerfest og julearrangementer. Derudover mødes foreningen hver anden onsdag til f.eks. banko og hyggeligt samvær. “Cirka en gang om måneden har vi en oplægsholder til vores onsdagsmøder,” fortæller fungerende formand Hanne Brams og fortsætter:

“Det er lidt vemodigt, at vi holder festen, da vi samtidig må konstatere, at vi nok desværre bliver nødt til at nedlægge foreningen inden for den nærmeste fremtid,”

“Vi mangler simpelthen medlemmer, som er villige til at tage en plads i bestyrelsen.”

Hanne Brams er på nuværende tidspunkt fungerende formand, da ingen andre ønskede at tage opgaven. “Papirarbejdet er blevet mere kompliceret med tiden, og vi har blandt andet brug for nogen, der er mere vant til computere. Vi har en sund og fornuftig økonomi og en del aktiviteter hvert år, men os i bestyrelsen kan ikke blive ved med at bære opgaverne. Vi har brug for friske kræfter,” lyder det fra Hanne Brams. “Vi har forsøgt at finde nogen, som vil indtræde i bestyrelsen, men der har ikke været interesse. Vi håber, at der snart er nogen, der melder sig. Ellers bliver vi nødt til at lukke foreningen på en ekstraordinær generalforsamling den 13. november.”

“Birkelse Pensionistforening er medlem af Frivillighuset Jammerbugt, og her står vi altid klar til at hjælpe foreningerne med at løse de administrative opgaver”, siger leder af Frivillighuset, Tanja Kjær Larsen og fortsætter:

“Der er med tiden kommet flere krav fra banker og myndigheder, som man skal leve op til som forening. Programmer som f.eks. Unioo er skabt for at lette foreningsarbejdet og det lovpligtige papirarbejde, og det kan godt virke uoverskueligt for nogle, hvis man ikke har prøvet det før. Derfor har vi her i Frivillighuset netop sat ekstra fokus på at guide vores medlemsforeninger trygt igennem processerne med de forskellige IT-systemer.”

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER