Størstedelen af de nordjyske virksomheder udskyder julefrokosten

Thomas Kjærgaard
Thomas Kjærgaard
Print Friendly, PDF & Email

Corona har sat en stopper for mange af årets firmajulefrokoster, som i år er faldet med 81 procent på landsplan. Den samme tendens gør sig gældende for de nordjyske virksomheder, hvor tre ud af fire har valgt at udskyde festlighederne.

Den traditionelle julefrokost er årets højdepunkt på mange arbejdspladser, men i år har flere måttet se langt efter festlighederne. Nye tal fra et af landets mest anvendte tilmeldingssystemer, NemTilmeld, viser, at der er sket et markant fald i antallet af julefrokoster på landsplan. Andelen er således faldet med 81 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Den samme tendens gør sig gældende i Nordjylland, hvor antallet af julefrokoster er faldet med 74 procent sammenlignet med 2019. 


– De nuværende restriktioner betyder, at mange virksomheder vælger at aflyse årets julefrokost helt eller tænke i alternative baner for at afholde arrangementerne digitalt, som mange har formået at gøre med stor succes det seneste år. På trods af, at udviklingen i Nordjylland placerer sig under landsgennemsnittet, tyder det alligevel på, at mange nordjyder må undvære den fysiske julefest med kollegerne i år, fortæller Thomas Kjærgaard, kundehjælper og direktør i Nørresundby-baserede NemTilmeld, som er et nordjysk udviklet IT-system, der letter håndteringen af deltagere og tilmeldinger til møder, arrangementer og konferencer.

Rekordstor interesse for digital julefrokost hos Kamstrup
Det er imidlertid ikke alle virksomheder, der har aflyst julen i år. Hos virksomheden Kamstrup, der producerer intelligente måleløsninger til at reducere vandtab og øge energieffektiviteten, valgte man i år at afholde årets julefrokost digitalt med tilmelding via NemTilmeld. Virksomheden beskæftiger mere end 1.500 medarbejdere i over 20 lande på verdensplan og har trods corona formået at afvikle årets julefrokost med over 850 deltagere. 

– Det har på mange måder været et ekstraordinært år, og vores medarbejdere har i den grad fortjent at blive belønnet for deres store indsats. Vi er en stor organisation, men vi er også en meget social organisation, og derfor valgte vi at tage udfordringen op og spørge os selv, hvordan vi kunne afvikle et arrangement, der både indbyder til fællesskab og overholder de gældende retningslinjer, lyder det fra Michael Stubbe, som er Vice President HR hos Kamstrup.

Julefrokostlokationen var i år skiftet ud med en Zoom-forbindelse, og festlighederne løb således af stablen hjemme fra stuerne med taler fra direktionen, julekonkurrencer samt mad og drikkevarer fra lokale leverandører.

– Julefrokosten viste sig at være en kæmpesucces, og vi har haft rekordmange tilmeldinger i forhold til tidligere år. Den digitale løsning har gjort arrangementet mere tilgængeligt og har gjort det muligt for medarbejderne at deltage i det omfang, de selv ønsker, og det har vist sig at være særdeles positivt, forklarer han.

På trods af stor tilslutning og mange positive tilbagemeldinger fra medarbejderne er der ifølge Michael Stubbe på nuværende tidspunkt ingen planer om at gøre de digitale julefrokoster til en fast tradition.

– Hvis verden tillader det, er der ingen tvivl om, at næste års julefrokost bliver afholdt på traditionel vis, men vi er samtidig glade for, at vi har fået øjnene op for, at det kan lade sig gøre at afvikle sociale arrangementer online. Vi er en global organisation, og det betyder, at vi fremadrettet kan have glæde af vores internationale kolleger til arrangementer i flere sammenhænge, end det hidtil har været tilfældet,slutter Michael Stubbe.