”Stem med!” – en invitation der når bredt ud
Det multifarvede kryds og opfordringen ”Stem med” er nu at finde rundt om i hele Jammerbugt Kommune. Målet er at højne stemmeprocenten d. 18. november til Kommunalvalg 2025.
I Jammerbugt Kommune lægges der ligesom tidligere år en solid indsats for at huske kommunens borgere på det forestående kommunalvalg og afsætte tid til at gå i valgboksen og få krydset sat.
”Jo højere stemmeprocent, jo bedre forhold for det lokale demokrati. Derfor er det vigtigt at et kommunalvalg ikke går hen over hovedet på nogen. Politikerne gør opmærksom på deres eget kandidatur, og hvad de står for, med plakater, bilfolier, medieoptræden og andet. Som forvaltning ønsker vi at opfordre bredt til valgdeltagelse. Invitationen til at stemme og bevidstheden om vigtigheden af at tage stilling, skal nå ud til alle. Ingen sætter et ligegyldigt kryds,” understreger chef i stabens sekretariat, kommunikation og udvikling, Jakob Kruuse.
”Stem med” – på bygninger, biler, skærme og postkort
Som led i kommunikationen omkring Kommunalvalg 2025 er Jammerbugt Kommunes egne profiler på Facebook og Instagram derfor taget i flittig brug til gentagne opfordringer samt information om valget og mulighederne for at stemme. Alle informationer findes også på Jammerbugt Kommunes hjemmeside, men de sociale medier er en effektiv måde at henvise hertil.
Dertil er det nationale logo for Kommunalvalg 2025 (det multifarvede kryds og sloganet ”Stem med”) hængt op rundt om i og på offentlige bygninger. Kommunens fire rådhuse har fået opsat et banner, som er svært at overse, og rundt om i haller, på biblioteker og andre steder, hvor der kommer mange mennesker, er placeret roll ups med logo og slogan. De steder, der har infoskærme, lader også det multifarvede kryds gå over dem med opfordringen til at stemme med, ligesom bilerne fra Ejendomscenter Jammerbugt er blevet udstyret med bilfolier.
I hjemmeplejen og rundt om på plejecentre og i botilbud er der delt postkort ud med logo på den ene side og information om, hvordan man stemmer i eget hjem, på den anden. Muligheden for at stemme i eget hjem er primært tiltænkt borgere på plejehjem, i beskyttede boliger og på døgninstitutioner.
Sms’er giver det sidste puf
Som noget nyt i år, vil der også to gange umiddelbart op til valget tirsdag d. 18. november gå en sms ud til alle stemmeberettigede borgere i Jammerbugt Kommune – remindere, der skal give det sidste puf ud ad døren og ind i stemmeboksen.
På den måde er håbet at højne eller i hvert fald holde Jammerbugt Kommunes stemmeprocent, som ved sidste kommunalvalg i 2021 lå på 72,5 procent – et stykke over landsgennemsnittet på 67 procent.


