Status på vaccinationsindsatsen i Nordjylland

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland.
Print Friendly, PDF & Email

I denne uge gives 2. vaccinationsdosis til borgere over 65 år, der både modtager personlig pleje og praktisk hjælp, samt sundhedspersonale. Samtidig tilbydes 3000 borgere 85+ vaccination med Moderna-vaccinen.

Prioriterer de vacciner, der er til rådighed


Region Nordjylland kender endnu ikke den endelige mængde af Pfizer/BioNTech-vacciner, der leveres i uge 5, men regionen forventer at få en levering Pfizer/BioNTech-vacciner, der svarer til 6.300 doser. Derudover får regionen 6000 doser af Moderna-vaccinen. 

Doserne af Pfizer/BioNTech-vaccinerne skal gå til 2. stik af gruppe 2, som er borgere over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, samt til sundhedspersonale på hospital og plejehjemspersonale.

Moderna-vaccinerne skal gå til 3000 borgere i målgruppen af 85+. Halvdelen af doserne reserves til, at denne gruppe borgere kan få begge stik med Moderna-vaccinen.

– Der er intet, vi hellere vil, end at sætte gang i at vaccinere endnu flere, men med den begrænsede mængde af vacciner, vi har til rådighed, er vi nødt til at prioritere Pfeizer/BioNTech-doserne til at have doser nok til de personer, der har fået 1. stik. På samme måde har vi prioriteret, at borgere, der nu får Moderna-vaccinen, også kan få 2. stik med denne vaccine, siger Jan Nybo, overlæge og chef for Covid-19 test og vaccination, Region Nordjylland.

Vaccinationerne med 2. dosis kommer til at foregå på de 22 decentrale vaccinationssteder, hvor borgerne modtog deres 1. dosis.