ForsideCovid-19Status i Jammerbugt efter seks uger med en anderledes hverdag

Status i Jammerbugt efter seks uger med en anderledes hverdag

Jammerbugt Kommune giver her en status på, hvordan det generelle billede ser ud efter flere uger med en anderledes hverdag. Det er et øjebliksbillede, da meget fortsat ændrer sig dag for dag – hvor flere områder langsomt åbner.

Meget er fortsat lukket ned, og noget er igen åbnet. Hele tiden ændrer billedet sig en smule – både hvad angår de ydelser og services, Jammerbugt Kommune tilbyder borgerne – og hvad angår smittetrykket og tilpasningen i kommunerne på baggrund heraf.


”Fra at have lukket så meget ned, som overhovedet muligt, har vi inden for de sidste tre uger stille og roligt åbnet for flere områder og ydelser. Kommunens medarbejdere har hele tiden været til rådighed, blandt andet med nødpasning, hjemmepleje, og hjemsendt personale har arbejdet hjemmefra. Men for borgerne har det været en markant ændring. Heldigvis er vi så småt på vej tilbage, og derfor tænker vi, at det er på sin plads at give en status herfra”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Biblioteker
Bibliotekerne er fortsat lukket. Fra uge 16 har borgere kunne bestille bøger online – “bogposer to go”. Bestilling foregår herfra: https://www.jammerbugtbibliotekerne.dk/nyheder/kort-nyt/nyt-fra-jammerbugt-bibliotekerne-bogposer-go

Ligesom der er mulighed for at benytte bibliotekets digitale tilbud som: e-Reolen, Net-lydbog, Filmstriben, Press-Reader, RB-Digital mm. Se www.jammerbugtbibliotekerne.dk

Borgerservice

Under hele perioden har borgere kunne komme i kontakt med Borgerservice på telefonen inden for normale åbningstider. Ved akutte henvendelser kan borgere booke en tid til fremmøde i Borgerservice i Aabybro. Det er på tlf. 7257 7777 eller på raadhus@jammerbugt.dk.

Akutte henvendelser er blandt andet pas, kørekort, NemID, offentlige begravelser, indrejse og hjælp til ikke-digitale borgere. Ligesom der er mulighed for at få adgang efter aftale til borger-pc for borgere, som ikke selv har adgang til pc, tablet og wi-fi hjemme.

Borgerservice servicerer også kommunens kørelærere i forhold til aflevering af kørelærermapper – og efterfølgende udlevering, efter endt sagsbehandling.

Genbrugspladserne
31. marts åbnede genbrugspladserne igen med udvidet åbningstider, efter at have været lukket i 14 dage. 6. april gik kommunen tilbage til normal åbningstid.

De skærpede krav til afstand mv. betyder, at der max må være ti biler ad gangen på genbrugspladsen. Derfor er der etableret en vagtordning. Det skaber indimellem kødannelser ind til genbrugspladserne.

Hjemmepleje
Hjemmeplejen er tilbage i normal drift. Borgerne får de ydelser, de er visiteret til, da kommunen ikke længere er i en situation, hvor aktiviteterne er nødt til at være nedskaleret på grund af coronasituationen.

Samtidig er kommunen også begyndt at arbejde med opsøgende hjemmebesøg, hvor ældre borgere i bestemte aldersgrupper bliver tilbudt et hjemmebesøg for at sikre, at de får de rette tilbud.

I øjeblikket er kommunen ved at planlægge, hvordan der igen kan åbnes for tilbuddene rundt om i aktivitetscentrene. Ligesom planlægningen for at åbne for genoptræning er i gang.

Ledige

Ligesom i resten af landet er ledigheden i Jammerbugt Kommune steget. Siden 13. marts og frem til 22. marts er der kommet følgende antal ekstra ledige:

  • Dagpengemodtagere: 199
  • Kontanthjælpsmodtagere: 33
  • Uddannelseshjælpsmodtagere: 39
  • Ledighedsydelsesmodtagere: 32

Skole og dagtilbud

Skoler (specialklasser 0.-10. klasse og 0.-5. klasse) og dagtilbuddene er igen åbne. Den 22. april var:

  • 2529 elever mødt i skole svarende til 91 %
  • 304 børn mødt i SFO svarende til 38 %
  • 94 børn mødt i vuggestue svarende til 64 %
  • 521 børn mødt i børnehave svarende til 48 %
  • 168 børn i dagpleje svarende til 62 %

Tandplejen
Indtil mandag 20. april har tandplejen været lukket ned – med undtagelse af patienter med et kritisk behov for behandling. Nu har tandplejen i Jammerbugt Kommune igen delvist åbent for tandpleje og tandregulering. Genåbningen har i første omgang fokus på børn og patienter, som ud fra en individuel tandplejefaglig vurdering, har størst behov. Tandplejen genoptager kun behandling af allerede igangværende tandreguleringer, da det endnu ikke er muligt at opstarte nye forløb af tandregulering.

Vej og Park
Flere opgaver er blevet varetaget under nedlukningen. Tre medarbejdere fortsatte arbejdet med at tømme skraldespande rundt omkring i kommunen og tømme flaske- og papircontainere.

Ligesom blandt andet skrabning af grusveje og enkeltstående problemer med høj vandstand i grøfter er blevet løst. Fra 24. marts er udendørsopgaver igen blevet løst i det omfang, at de kan løses efter sundhedsmyndighedernes forskrifter.

Værnemidler
Kommunen har tilstrækkelige værnemidler. Kommunen er fortsat meget opmærksomme på at anvende værnemidlerne optimalt. Det sker i tæt samarbejde med medarbejderne.

Testede og smittede
21. april var der 17 smittede i Jammerbugt Kommune, mens der var 317 smittede totalt i Region Nordjylland. Af det samlede antal smittede i regionen var 14 indlagt 21. april, heraf halvdelen på intensiv. 

Samme dag var 565 borgere i Jammerbugt Kommune blevet testet, mens 8.399 personer er testet i hele regionen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER