Stafet For Livet Jammerbugt klar til 9. udgave
Den 6. og 7. september er der igen fællesskab, håb og minder på Dyrskuepladsen i Fjerritslev, når Stafet For Livet Jammerbugt afholdes for 9. gang.
Stafetten varer 24 timer og symboliserer, at kampen mod kræft aldrig stopper. Midtpunktet er fighterne – nuværende og tidligere kræftpatienter – som hyldes med en særlig runde og fællesskab i teltet.
Allerede nu er knap 600 deltagere fordelt på 20 hold tilmeldt, og endnu flere kommer til dag for dag. – ”Vi glæder os over, at så mange allerede bakker op. Stafet For Livet handler om håb, fællesskab og om at stå sammen i kampen mod kræft. Alle kan være med – uanset alder og kondition,” siger Maiken Borregaard, næstformand og PR-tovholder for Stafet For Livet Jammerbugt.
Også folk udenfor stafetten er hjerteligt velkomne til at kigge forbi. – “Vi oplever, at nogle tror, det er et lukket arrangement, og det er bestemt ikke tilfældet. Det, der kan føles som et lukket fællesskab, skyldes ofte blot, at deltagerne er optaget af at holde stafetten i gang,” understreger næstformand Maiken Borregaard.
Weekenden byder på et alsidigt program med gratis musik, hoppeborg, børnestafet, kæphesteridning, fighterrunde og den stemningsfulde lysceremoni lørdag aften, hvor lysposer tændes for at mindes og ære. Søndag afsluttes stafetten med fællessang og takketaler.
Stafet For Livet Jammerbugt støtter Kræftens Bekæmpelses arbejde, og hver en runde tæller i kampen mod kræft.
Tilmelding og info: https://www.cancer.dk/stafetforlivet/stafetter/jammerbugt/








