Stærkt trænerteam fortsætter frem til sommeren 2022

Trænerteam Jammerbugt FC sæson 21/22 Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Forud for forberedelserne til den nye sæson har både assistenttræner Jan Rasmussen og målmandstræner Povl Hansen forlænget deres kontrakter frem til sommeren 2022. Og det er en vigtig brik for den videre udvikling af det nyslåede NordicBet Liga mandskab.

Sådan lyder det fra cheftræner Bo Zinck, der nu har samarbejdet med de to i trænerteamet over en årrække. Den kontinuitet, det giver, er en værdifuld faktor i det daglige arbejde, understreger han.


– Jan og jeg har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden godt. Vi kender hinandens stærke og svage sider og arbejder godt sammen. Jan udvikler sig kontinuerligt som træner og bliver stærkere og stærkere. Han er dygtig, tager gerne ansvar og befinder sig godt i rollen. Så Jan er vigtig for os, og så er vi som klub glade for også at kunne bidrage til at udvikle trænertalenter, som Jan høj grad er, fortæller Bo Zinck om sin assistenttræner og vender fokus mod sin målmandstræner.

– Povl har også været her i en række år nu og er ligeså vigtig for os. Han er meget struktureret og meget dygtig i sit arbejde med målmændene og gør et godt stykke arbejde i udviklingen af vores unge målmænd. Men Povl gør også mange andre ting og er i det hele taget en stor del af vores klub. Så jeg er også rigtig glad for fortsat at have Povl i teamet. Han passer bare rigtig godt ind i vores klub DNA og er værdifuld for os på mange måder.

Mens cheftræneren glæder sig over at have sit team på plads for det kommende år, så er glæden gengældt hos både Povl og Jan, som også har fået ny trænerkollega i Nabil Trabelsi, der er i sommerpausen er kommet til som ny forstærkning til trænerteamet. En vigtig tilføjelse, nu hvor kravene øges i det daglige.

– Det er en oplevelse at være i NordicBet Ligaen. Jeg har prøvet det som spiller og vil også rigtig gerne prøve det som træner. Jeg har jo været i klubben i rigtig mange år og det har været naturligt for mig at forlænge. Vi har et godt samarbejde Bo, Povl og jeg, og har nu også fået Nabil med i teamet, hvilket er vigtigt. Det kræver noget mere nu og flere kræfter er afgørende, ikke mindst når vi også skal passe job og familie udenfor banen. Det har klubben, som jo er mit andet hjem, heldigvis en god forståelse for, og så er det i det hele taget en spændende tid i klubben lige nu, forklarer den arbejdsomme Jan Rasmussen, inden Povl Hansen får ordet.

– Jeg er meget glad, stolt og ydmyg over at Jammerbugt FC og Bo vil have mig med på den næste rejse. Derfor var jeg heller ikke ét sekund i tvivl om at forlænge. De seneste 4 år og naturligvis specielt seneste sæson, som kulminerede med den utrolige oprykning til NordicBet Ligaen, har været nogle fantastiske år, både sportsligt og menneskeligt. Der har været mange dygtige spillere og målmænd i denne periode, lyder det fra den sympatiske målmandstræner, som tilføjer.

– Jeg ser frem til et fortsat godt og stærkt samarbejde med Bo, Jan og vores fantastiske holdleder Henrik, og nu også vores nye, meget dygtige og imødekommende trænerassistent Nabil. Jeg glæder mig meget til den nye, spændende og uden tvivl udfordrende sæson, vi går i møde.

Jan, Povl og det øvrige trænerteam får travlt på sidelinjen allerede lørdag, hvor der er sæsonpremiere i NordicBet Liga. Her går turen til Hvidovre i kampen om de første vigtige point.