ForsideBrovstFrivillighuset Jammerbugt: Sorg berører os alle på et tidspunkt i livet –...

Frivillighuset Jammerbugt: Sorg berører os alle på et tidspunkt i livet – men hvordan håndterer vi den?

Sorg berører os alle på et tidspunkt i livet – men hvordan håndterer vi den?

Foredrag om sorg – sammen skaber vi et rum for samtale og fællesskab.

Frivillighuset Jammerbugt inviterer til et vigtigt og nærværende foredrag om sorg og det at miste. Foredraget finder sted tirsdag den 8. april kl. 16 og vil blive holdt af Lis Nielsen, som har mange års erfaring med at lede sorggrupper og hjælpe mennesker i sorg.

Lis Nielsen vil dele sin viden om sorgens forskellige ansigter og give inspiration til, hvordan man kommer igennem den svære tid. Samtidig sætter hun fokus på, hvordan vi som medmennesker kan blive bedre til at møde og støtte dem, der har mistet. ”Det kan være noget så enkelt som en hånd på skulderen eller bare det at turde spørge ind til sorgen, siger Lis Nielsen. ”Og som et gammelt kinesisk ordsprog siger: Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved, men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår,‟ fortsætter Lis Nielsen.

Opstart af sorggruppe i Frivillighuset

Foredraget afholdes i forbindelse med, at Frivillighuset Jammerbugten planlægger at starte et forløb med en sorggruppe i starten af maj. ”Gruppen er ikke terapi, men et trygt sted, hvor man kan dele erfaringer, lytte og støtte hinanden i en svær tid,” fortæller Bo Windfeldt fra Frivillighuset Jammerbugt. Erfaringer fra etablerede sorggrupper viser, at det at dele sin sorg i et trygt fællesskab kan skabe en følelse af forståelse og samhørighed. Mange oplever, at det at lytte til andres historier og dele egne følelser kan lette sorgen.

Foredraget er for alle, der har mistet, eller som ønsker at lære, hvordan man støtter en i sorg. Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.

Foredraget afholdes tirsdag den 8. april kl. 16 i Frivillighuset Jammerbugt på Stationsvej 2 i 9460 Brovst.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER