Sommersang på Bratskov

Sommersang på Bratskov - Program 2022.
Print Friendly, PDF & Email

Programmet for 2022 er nu faldet på plads, og billetsalget er i fuld gang. Sommersang på Bratskov er sommerens store musikalske begivenhed i Herregården Bratskovs smukke park i hjertet af Brovst. Mød de populære solister Lasse & Mathilde, Rock Nalle, Rasmus Dissing, Shamrock og Anders Mikkelsen i samklang med det fantastiske HerregårdsOrkestret.

Er du til sang og musik, koncert og fællessang med nogle af landets bedste solister, må du og dine venner ikke gå glip af Sommersang på Bratskov søndag den 7. august om eftermiddagen. 

Arrangørerne har sammensat et husorkester af nogle af Nordjyllands absolut bedste professionelle musikere og kaldt dem HerregårdsOrkestret. De vil bakke op om de populære solister og spille til fællessangene.

Man vil møde fynboerne Lasse & Mathilde, som man kender fra bl.a. Lundeborghymnen, Fyn er Fin, Her og Nær, Maskebal og mange andre ørehængere.

Lasse og Mathilde. Pressefoto.

Fra Fyn kommer også ægte rock`n`roll med Rock Nalle, når han fyrer op under Go ́e Gamle Fru Olsen, Bring It On Home To Me, Shake A Hand og en lang række af de gamle rock`n`roll klassikere.

Rock Nalle. Pressefoto.

Fra Sjælland får vi besøg af Rasmus Dissing, der både vil synge flere af sin fars og Benny Andersens sange, men også nyere kompositioner af C.V. Jørgensen, Sebastian, Carl Emil Petersen m.fl.

Det jyske svigter vi heller ikke – fra Thy/Mors kommer sangskriveren og fortælleren Anders Mikkelsen med sine smukke fortællende sange. Sidst, men ikke mindst skal vi opleve skotsk/irsk folkemusik fra Vestjylland og Irland med Shamrock, og sammen med dem skal vi bl.a. skråle med på The Dubliners sange som Molly Malone, Whisky in the Jar m.fl.

Shamrock. Pressefoto.

Vi skal heller ikke glemme at præsentere det fantastiske HerregårdsOrkestret, der består af nogle af Nordjyllands absolut bedste professionelle musikere. Ole Albrechtsen er kapelmester og spiller guitarer, dobro og steelguitar, Ole Sloth spiller keyboards og harmonika, Jakob Mygind tager sig af saxofonerne, Michael Friis spiller trommer og percussion og Michael Andersen tager kontrabas & elbas under behandling. Til at præsentere kunstnerne og fællessangen på scenen har man inviteret sanger og entertainer Bo ”Giro 413” Larsen.

Billetprisen er kr. 95,- og billetter kan købes hos Expert i Brovst, på www.brovstmusik.dk og ved indgangen til arrangementet, i det omfang der er flere ledige pladser. 

Man må ikke medbringe mad og drikke, men Skovsgård Hotel, Chenillen og Foreningen Sommersang På Bratskov sørger for, at de mange gæster kan købe spændende mad og drikke på pladsen. 

Publikum opfordres til selv at medbringe klapstole og tæpper. Har man ikke selv med, kan man købe en festivalstol og et tæppe ved indgangen for henholdsvis kr. 100,- og kr. 25,-. 

Der er stor interesse for arrangementet, og arrangørerne er forberedt på at rigtig mange fra nær og fjern glæder sig til denne fantastiske, festlige og folkelige musik- & sangoplevelse – så det er nok en god ide at sikre sig en billet i god tid.