Når de bortfløjne sommerfugle vender hjem til Halvrimmen for at give en hånd
Af Thomas Ingemann Nielsen
Der findes steder, hvor fællesskab mest er et ord.
Og så findes der steder, hvor det er en praksis.
Halvrimmen hører til i den sidste kategori.
En forårsdag har en gruppe borgere unge såvel som ældre været samlet for at pynte byen til påske. Halmballer blev forvandlet til en hare, en kylling og et får. Hvad der udefra kan ligne en hyggelig lokal aktivitet, rummer i virkeligheden en fortælling om sammenhold, samarbejde og frivillighed.
Folk spørger tit, hvorfor man skal bosætte sig i Halvrimmen. Svaret er ganske enkelt: fordi vi her er fælles om at holde liv i byen. Når noget skal ske, møder folk op. Her bakker både unge og gamle op om aktiviteterne.
Arbejdet med påskepynten er et godt eksempel. En idé opstår, og langsomt begynder den at tage form. Nogle finder materialer, andre måler, skærer eller monterer. Undervejs opstår der både smil og latter, mens samarbejdet får tingene til at vokse frem.
Samtidig fortæller materialerne deres egen historie. Noget af træværket, der er brugt til figurerne, stammer fra det gamle gulv fra byens scene et gulv der kan spores helt tilbage til Halvrimmen Kro. På den måde får noget af byens historie nyt liv i en ny form.
Genbruget betyder også, at budgetterne kan strækkes. Samtidig bliver klima- og miljøbelastningen mindre, når materialer får nyt liv i stedet for at blive kasseret. Det gamle tager ny form og bliver en del af nutidens kreativitet.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved sådanne dage er mødet mellem generationer. De erfarne kræfter, som i årtier har været med til at holde gang i byen, arbejder side om side med de yngre. Og nogle af dem, der denne forårsdag giver en hånd, er unge mennesker, der er vokset op i Halvrimmen, men som siden er flyttet væk. De vender hjem igen for at hjælpe.
Man kunne kalde dem de bortfløjne sommerfugle, der for en stund vender tilbage.
Det er i sådanne øjeblikke, at et lokalsamfund viser sin styrke. Ikke i store planer eller flotte ord, men i det konkrete samarbejde, hvor mennesker mødes og skaber noget sammen.
Ideerne er mange, og det bliver spændende at følge, hvad der kommer til at ske med udsmykningen i fremtiden. Når kreativiteten slippes løs i nutiden, og de yngre generationer langsomt begynder at tage over fra de erfarne kræfter, der i årtier har holdt gang i vores lille by, kan nye traditioner opstå.
En lille påmindelse
Når man står der en forårsdag i Halvrimmen og ser mennesker arbejde side om side, går det op for én, at landsbyer ikke først og fremmest lever af mursten, veje eller bygninger.
De lever af mennesker.
Af dem der bliver.
Af dem der vender hjem.
Og af dem der altid lige giver en hånd med, når der er brug for det.
Måske er det netop derfor, at små steder som Halvrimmen stadig lever – og måske endda blomstrer.
Ikke fordi nogen har planlagt det.
Men fordi fællesskabet stadig findes.
