Lokale virksomheder inviteres til Sommer-Cup i dart i Pandrup
Jetsmark Dartklub inviterer tirsdag den 26. maj til Sommer-Cup i dart for firmahold fra Jammerbugt Kommune. Stævnet afvikles i Jetsmark Idrætscenter, hvor deltagerne får mulighed for at prøve klubbens fem nye digitale dartbaner.
Turneringen er målrettet medarbejdere fra lokale virksomheder, som har lyst til at prøve kræfter med dart i hyggelige og uformelle rammer. Holdene består af to spillere, men der må gerne være op til tre deltagere på hvert hold, som kan skiftes til at spille undervejs.
– Vi håber, at mange virksomheder vil bruge aftenen som en sjov social aktivitet for medarbejderne. Man behøver bestemt ikke være erfaren dartspiller for at være med. Det vigtigste er lysten til at have en hyggelig aften sammen med kollegaerne, fortæller klubbens formand, Søren Jensen.
Der spilles disciplinen ”Cricket”, som er et underholdende dartspil, hvor deltagerne kommer rundt på hele dartskiven. Ifølge klubben er spilleformen særligt velegnet til både nye og mere erfarne spillere, fordi et par gode kast hurtigt kan vende en kamp.
Alle kampe afvikles på digitale dartbaner, som automatisk registrerer og beregner spillernes score. Det gør det nemt for nye deltagere at komme i gang.
Stævnet afvikles som ”alle mod alle”, og holdene fordeles ved lodtrækning. Der er plads til maksimalt 10 hold efter først-til-mølle-princippet.
Arrangementet er samtidig et led i klubbens ambition om at skabe mere firmaidræt og sociale aktiviteter omkring dartsporten i Jammerbugt Kommune. Jetsmark Dartklub håber på sigt at etablere en egentlig firmaturnering gennem vinterhalvåret for lokale arbejdspladser.
Sommer-Cup afvikles tirsdag den 26. maj 2026 klokken 19.00 i Jetsmark Idrætscenter.
Prisen er 300 kroner pr. hold, og tilmelding skal ske til Søren Jensen på telefon 23 20 12 67 eller via e-mail på pffi@stofanet.dk.
De første hold er allerede tilmeldt, men der er fortsat ledige pladser.


