ForsideBlokhusSol og Strand må afskedige og hjemsende medarbejdere

Sol og Strand må afskedige og hjemsende medarbejdere

Corona-krisen sætter sine spor i det danske erhvervsliv, hvor mange virksomheder har det svært i øjeblikket. Også hos Sol og Strand Feriehusudlejning er man berørt af de mange tiltag i bekæmpelsen af corona-virus.

Den midlertidige lukning af Danmarks grænser har medført et tab i antallet af udenlandske feriegæster, som under normale omstændigheder udgør 75% af de årlige bookinger.


Som konsekvens heraf må Sol og Strand Feriehusudlejning tilpasse driften, og derfor har man afskediget 16 medarbejdere samt hjemsendt 70. Det fremgår ifølge TV2 Nord af en pressemeddelelse fra Sol og Strand Feriehusudlejning.

– Vi er nødt at agere ud fra den virkelighed, vi befinder os i med færre bookinger og en aktuel lavere efterspørgsel. For at sikre at vi kommer godt igennem krisen og har en driftssikker virksomhed, både under og når corona-krisen på et tidspunkt er slut, har vi desværre været nødsaget til at træffe den beslutning ikke bare at hjemsende men også at afskedige et antal gode medarbejdere, hvilket er meget trist. Havde det været muligt at komme igennem krisen alene ved at hjemsende, så ville vi have gjort dette, men forretningen er påvirket af krisen, og derfor må vi handle, som vi gør, siger administrerende direktør, Per Dam, i pressemeddelelsen.

Hjemsendelser og afskedigelser rammer bredt og er således sket på hovedkontoret i Hune samt på lokalbureauerne, som er fordelt rundt omkring i Danmark. Dem er der i alt 21 af.

Der er lige nu fuldt fokus på den daglige drift med service overfor feriegæster og husejere, fastslår Per Dam.

– Det er vigtigt for os, at vi, også under krisen, tager os godt af de danske feriegæster, der har booket et ophold, samt vores husejere. Samtidig står alle vores hjemsendte medarbejdere på spring til at komme tilbage, så snart vi er igennem denne krise, siger Per Dam.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER