Sol og Strand donerer en million til velgørende foreninger – og åbner for ansøgninger til ”Lokal Håndsrækning” i Blokhus

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

To donationer på en million kroner støtter lokale projekter og ti humanitære organisationer

Sol og Strand Feriehusudlejning i Blokhus åbner nu for lokale ansøgninger til ”Sol og Strands Lokale Håndsrækning 2022”, som støtter små og store projekter i lokalområdet.


Det sker samtidig med, at Fonden Sol og Strand – der ejer Sol og Strand Feriehusudlejning – for andet år i træk netop har uddelt en million kroner til 10 humanitære organisationer i Danmark.

Således modtager ADHD-foreningen, Bedre Psykiatri, DGI, Skyggebørn, Børnesagens Fællesråd, Angstforeningen, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Læger Uden Grænser, Det Kærlige Måltid og Den Danske Hyderabad Fond i år hver 100.000 kroner fra Fonden Sol og Strand.

Det fortæller Sol og Strands lokale bureauchef, Julia Spiess Wolsgaard-Iversen, og Walther Jensen, der er der er ejerrådgiver og daglig kontaktperson for ejere af sommerhuse og ferieboliger, der lejes ud gennem Sol og Strand i Blokhus

-Nu er tiden kommet for, at vi åbner for ansøgninger til ”Sol og Strands Lokale Håndsrækning”, hvor vi hvert år uddeler en million kroner til lokale projekter langs Danmarks kyster, hvor vi hvert år udlejer 6.500 private sommerhuse og ferieboliger til danske og udenlandske feriegæster, siger bureauchef Julia Spiess Wolsgaard-Iversen.

Ejerrådgiver Walther Jensen supplerer:

-Gennem den ”Lokale Håndsrækning” støtter vi hvert år en række lokale projekter, der er med til at løfte vores lokale destinationer, så både vores feriegæster, husejere og lokalsamfundet får udbytte af det. Derfor opfordrer vi simpelthen alle ildsjæle og alle foreninger, der har en god ide eller er i gang med at udvikle lokalområderne gennem små eller store projekter, til at indsende en ansøgning om støtte gennem den ”Lokale Håndsrækning”, siger Walther Jensen.

Ansøgning om støtte til lokale projekter gennem den ”Lokale Håndsrækning” skal ske inden 27. februar. Derefter er det ejerne af de sommerhuse og ferieboliger, Sol og Strand lejer ud, der afgør, hvilke lokale projekter, der får støtte. Til Blokhus er der 50.000 kroner til rådighed for støtte.

Walther Jensen og Julia Spiess Wolsgaard-Iversen glæder sig over, at Sol og Strand gennem den ”Lokale Håndsrækning” og fondens donationer bidrager til at gøre en forskel både i lokalsamfundet og for mennesker, der har det svært.

-Jeg er da vildt stolt over at være en del af en virksomhed, der giver tilbage til lokalsamfundet. Det er jo en af fordelene ved at Sol og Strand er ejet af en dansk fond med velgørende formål, der hvert år deler ud af vores overskud, siger ejerrådgiver Walther Jensen.

Nærmere oplysninger om Sol og Strands ”Lokale Håndsrækning” kan findes på sologstrand.dk