Søren Als Christiansen ansat som adm. direktør i Jammerbugt FC

Søren Als Christiansen
Bøje Holmsgaard Lundtoft og Søren Als Christiansen Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC

Søren Als Christiansen er pr. 1. august 2021 ansat som adm. direktør i Jammerbugt FC. Søren kommer med mere end 25 års erfaring indenfor ledelse, salg og forretningsudvikling, både nationalt og internationalt.

Søren skal fremover sikre den videre udvikling af klubbens kommercielle område, og herunder ikke mindst udfolde potentialet omkring salg og sponsorater.

-- annonce ---

– Det er et vigtigt skridt for klubben at få Søren med ombord og dermed styrke vores set up uden for banen. At vi nu får taget hul på opbygningen af en professionel administration bliver en kæmpe hjælp til drift og udvikling af klubben. Med Søren ved roret er det primære mål at intensivere indsatsen omkring vores salg og udvikling af sponsorkoncepter, men også at optimere hele det administrative område. Det skal gerne bidrage til, at vi kan løfte klubben op på næste udviklingstrin, så vi både på og uden for banen kan forblive blandt de bedste. Vi har store forventninger til samarbejdet med Søren, som udover at have de rette kompetencer til opgaven også brænder for det. Vi glæder os til at fortsætte den positive udvikling sammen, fortæller Bøje Holmsgaard Lundtoft, bestyrelsesformand i Jammerbugt FC.

For Søren Als Christiansen, der er bosat i Aalborg, kribler det for at komme i gang, og med en sæson i NordicBet Ligaen, som allerede er skudt i gang, bliver der da også fuld fart på fra første fløjt.

– For mig er dette intet mindre end et drømmejob. At få mulighed for at kombinere min største interesse med min professionelle karriere er fantastisk. Jeg glæder mig vildt meget til at tage hul på opgaverne i Jammerbugt FC, fortæller den kommende adm. direktør i Jammerbugt FC, som kommer til en klub i rivende udvikling. En udvikling han nu skal bygge yderligere på i samarbejde med klubbens øvrige kræfter.

– Jeg har store forventninger til jobbet i en organisation, der nu er parat til at tage næste skridt i udviklingen på det kommercielle og forretningsmæssige plan. Det er netop her, jeg ser mine kompetencer og erfaring komme i spil. Jeg er sikker på, at vi sammen vil få Jammerbugt FC løftet op på næste niveau. Det skal vi gøre ved bl.a. at bibeholde og sikre de gode værdier, som klubben allerede bygger på, men også ved at tilsikre Jammerbugt FC flere ressourcer med henblik på at styrke hele organisationen både sportsligt og kommercielt, forklarer Søren Als Christiansen, der ser et stærkt fællesskab med et stort potentiale.

– Jeg glæder mig til at være med til at tegne Jammerbugt FC fremover, og til at arbejde med og implementere de strategier, der er lagt ud for klubben af en meget kompetent bestyrelse samt den nye ejer. I den sammenhæng ligger den lokale forankring mig meget på sinde, og jeg glæder mig til at møde alle de mennesker, der støtter op om klubben, både sponsorer, og frivillige, der dagligt lægger en stor indsats for at tingene fungerer, siger Søren og supplerer.

– I det indledende arbejde handler det først og fremmest om at fastlægge strategien, der skal tage os videre, og det vil ske i samarbejde med de mange kompetente mennesker, der tegner klubben i dag. Og så bliver en af mine helt store opgaver naturligvis at styrke økonomien gennem sponsorater med samarbejdspartnere, der ønsker at være med os på rejsen, og gerne ser deres brand associeret med Jammerbugt FC.

Med ansættelsen af Søren Als Christiansen, suppleret af de øvrige funktioner tilknyttet i og omkring klubben, får Jammerbugt FC et stærkt og professionelt team, der kan bidrage til den videre udvikling af klubben.