Snestorm når Nordjylland torsdag aften
Nordjylland forbereder sig på snestorm og snefygning fra torsdag aften og frem til fredag aften. DMI har udsendt varsler om snestorm for det nordlige Jylland, hvor der kan falde 10–15 cm sne pr. 6 timer, ledsaget af vind over 10 m/s og snefygning.
Snevejret bevæger sig op gennem landet fra syd i løbet af torsdagen og ventes at ramme Nordjylland torsdag aften. I store dele af landsdelen kan der falde 10–20 cm sne, og lokalt er der risiko for op til 30 cm. Den kraftige vind betyder, at der især i Nordjylland vil være risiko for snefygning og glatte veje.
Vejdirektoratet understreger, at selv saltede veje kan være glatte, også hvor der ikke ligger synlig sne. Uanset hvor man kører, kan forholdene ændre sig hurtigt, og vejret længere fremme på ruten kan være helt anderledes end der, hvor man starter.
Fredag morgen og formiddag stiger temperaturen i den sydøstlige del af landet, hvor noget af nedbøren kan gå over i slud eller regn. I Nordjylland vil snevejret dog fortsætte stort set uforandret frem til fredag aften, hvorefter det aftager.
Sådan kører du sikkert:
– Hav opladt telefon, varmt tøj og lidt proviant med i bilen
– Tag gerne en skovl med til nødsituationer
– Følg med i vejret på dmi.dk og trafikken på trafikinfo.dk





