ForsideNordjyllandSnart kan nordjyderne løbe halvmarathon inde i IKEA

Snart kan nordjyderne løbe halvmarathon inde i IKEA

Snart kan nordjyderne løbe halvmarathon inde i IKEA

Har du altid drømt om at tonse rundt i IKEA efter lukketid? Nu får du muligheden.

Den 23. august slår IKEA Aalborg dørene op til IKEA Runden og afholder for første gang et motionsløb inde i varehuset. Tilmeldingen er åben allerede nu.

Hvert år deltager hundredtusindvis af danskere i motionsløb, men aldrig før har et fundet sted inde i et dansk IKEA varehus. Det bliver dog muligt nu, hvor IKEA Aalborg inviterer til IKEA Runden, der finder sted den 23. august efter lukketid fra kl. 20-23.

Der er mulighed for at løbe både kortere og længere distancer, og helt op til et halvmaraton, så alle løbeglade motionister kan være med og opleve IKEA varehuset som aldrig før, og samtidig støtte en god sag.

Til både børn og voksne

IKEA Runden tilbyder fem forskellige distancer: 2,6 km, 5,3 km, 10,6 km, 15,9 km samt halvmaratondistancen på 21,1 km, som tæller med i Klub 100 Halvmaraton. Alle løberuterne strækker sig gennem hele varehuset, hvor kunder til dagligt kan opleve møbeludstillinger og boliginspiration.

“Hos IKEA tror vi på sammenhold og fællesskab, og derfor er det kernen i alle de aktiviteter, vi arrangerer i vores varehus. Med IKEA Runden ønsker vi at skabe en løbefest for alle, uanset om du er motionsløber, maratonløber eller endda nybegynder,” siger Tiago Jesus, varehuschef hos IKEA Aalborg og tilføjer:

“Jeg tør godt love, at der venter en oplevelse udover det sædvanlige. Ruterne strækker sig igennem vores møbeludstillinger, boligtilbehør, Ta’ Selv lager og endda kælderen, hvor kunderne normalt ikke har adgang.”

Løb med støtte til udsatte unge

Der er 1000 pladser til IKEA Runden, og billetterne til løbet er tilgængelige fra den 26. maj. Overskuddet fra billetsalget går til organisationen Broen i Nordjylland, der arbejder for at give socialt udsatte børn og unge mulighed for at dyrke fritidsaktiviteter. Hver deltager i IKEA Runden donerer 20 kr. via billetprisen, mens IKEA Aalborg donerer yderligere 20 kr. hertil.

“Vi er glade for, at vi med IKEA Runden kan støtte børn og unge i Nordjylland, der ikke har mulighed for at gå til fritidsaktiviteter på lige fod med deres jævnaldrende. Broen gør et utrolig værdifuldt arbejde, og det kan vi kun bakke op om med bevægelsesglæde og fællesskab her hos IKEA Aalborg,” siger Tiago Jesus.

IKEA Runden arrangeres i samarbejde med BridgeRunner. Der vil blive sørget for opvarmning, motivation undervejs, depoter til de trængende og en fantastisk fællesskabsfølelse fra start til slut. Opvarmning inden løbsstart står PureGym for.

Efter at have krydset målstregen, får deltagerne ikke blot en medalje for at markere sejren, de får også mulighed for at tanke depoterne op med en ægte svensk klassiker fra IKEA restauranten: Köttbullar med kartoffelmos.

Tilmelding til IKEA Runden den 23. august er nu åben via: https://www.sportstiming.dk/event/16069

·      Start: kl. 20.00 (efter lukketid)

·      Ruten går gennem hele varehuset – møbeludstilling, boligtilbehør, Ta’ Selv lager og kælder.

·      Vælg mellem fem distancer:

o   2,6 km

o   5,3 km

o   10,6 km

o   15,9 km

o   21,1 km halvmaraton (optages i Klub 100 Halvmarathon)

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER