SMVdanmark: Positivt at corona-hjælp til selvstændige kommer til eftersyn

Jakob Brandt. Adm. direktør i SVMdanmark
Print Friendly, PDF & Email

Regeringens indkaldelse til nye forhandlinger om støtte til små erhvervsdrivende får ros fra adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt. Han glæder sig særligt over, at der allerede nu ser ud til at tegne sig et flertal for ligestilling mellem selvstændige og lønmodtagere.

Regeringen har netop indkaldt til nye forhandlinger om en målrettet justering af hjælpepakkerne til små erhvervsdrivende. Initiativet møder ros fra Jakob Brandt, adm. direktør for SMVdanmark:


“Vi har i 11 måneder understreget behovet for yderligere støtte til de små virksomheder, der er hårdest ramt af coronakrisen. Vi vil derfor gerne takke Venstre for at søge at samle et flertal og regeringen for initiativet til forhandlinger, og vi ser frem til at byde ind med konkrete forslag til løsninger. Også ros herfra til regeringens forslag om en ‘click & collect’ løsning, der kan hjælpe mange af de små i detailhandlen, der ikke har en online betalingsløsning,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

En analyse fra SMVdanmark viser, at knap hver tredje tvangslukket SMV vurderer, at de er i nogen, høj eller meget høj risiko for konkurs inden for de næste tre måneder. På den baggrund mener Jakob Brandt, at der er behov for akut hjælp til de nødlidende erhverv:

“I februar går vi ind i nedlukningens tredje måned, hvor virksomhederne dag for dag bløder penge. Den nuværende kompensation er desværre ikke tilstrækkelig til at holde hånden under SMV’erne igennem krisen. Hvis der ikke bliver sat ind, venter fyringer og konkurser forude til skade for den enkelte og for dansk økonomi som helhed,” vurderer han.

SMVdanmark foreslår konkret tre initiativer, der kan hjælpe de små selvstændige igennem krisen. For det første en ligestilling mellem selvstændige og lønmodtagere, så kompensation for selvstændige hæves til 30.000 kr. For det andet, at regeringen indkalder til nye trepartsforhandlinger om lønkompensation, så der bliver fuld dækning af virksomhedens lønudgifter til hjemsendte medarbejdere. Og for det tredje foreslås, at der skal sikres kompensation til de virksomheder, der har oplevet fire måneder i efteråret uden mulighed for at søge kompensation – på trods af at de var ligeså hårdt ramt der som i foråret eller under en aktuelle nedlukning.

Allerede nu tegner der sig et flertal for at hæve kompensationen for selvstændige, og det møder ros fra Jakob Brandt:

“Det glæder mig meget, at der ser ud til at tegne sig et flertal for at hæve kompensationen til selvstændige. Der har eksisteret en helt urimelig forskelsbehandling siden krisens start, hvor selvstændige er blevet betragtet som værende mindre værd end lønmodtagere. Det er paradoksalt, når man hører de politiske skåltaler om, hvor vigtigt iværksætteri og stærk selvstændighedskultur er for Danmark,” siger han.