Smart opfindelse revolutionerer kondital-måling
Forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital står bag en opfindelse, der revolutionerer måden, man hurtigt og præcist måler en persons kondital på. Snart kan den være standardudstyr i lægeklinikker verden over, fortæller Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Konceptet er enkelt: En lille boks, der sættes på brystkassen, og som ved hjælp af vibrationssensorer registrerer hjertets bevægelser. Målingerne sendes til en smartphone, hvor en app omsætter optagelserne til en værdi for maksimal iltoptagelse, VO2max – eller på godt dansk konditallet.
“Det er ganske imponerende, hvor præcise målinger vi kan lave,” siger overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Peter Søgaard, om den opfindelse, han og lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, Samuel Emil Schmidt står bag.
Opfindelsen, der har fået navnet Seismofit, bruger, som nævnt, vibrationssensorer – såkaldte accelerometre – til at registrere de sammentrækninger og udvidelser, der sker i hjertet, når det pumper blod rundt i kroppen.
Ved hjælp af avancerede algoritmer omsættes målingerne til VO2max, som er en værdi for hjertekredsløbets evne til at optage ilt og udnytte det til omsætning af fysisk energi. Det er et vigtigt pejlemærke for personens sundhed og risikoen for tidlig død.
“Normalt kræver det et større udstyrsstykke at måle VO2max. Det vil typisk foregå i et laboratorium og er meget fysisk krævende for personen, idet man fx skal cykle for fuld kraft i 15-20 minutter, mens man iført maske og slanger har en computer til at måle luftindtag, iltoptag og CO2-produktion m.v. Det er både upraktisk og dyrt, og for svage patienter er det ikke uden risiko,” fortæller Peter Søgaard.
Stærkeste indikator for sygelighed og dødelighed
Med Seismofit kan målingen ske på et par minutter, mens personen ligger stille på en briks. Det åbner mulighed for, at langt flere kan få målt deres kondital, fx hos deres praktiserende læge.
“I følge American Heart Association, som er den amerikanske pendant til Hjerteforeningen, er VO2max sandsynligvis den stærkeste indikator for en persons sygelighed og dødelighed. Derfor anbefaler de, at VO2max undersøges regelmæssigt,” siger Samuel Emil Schmidt.
Det er dog ikke en anbefaling, som efterleves, da måling af VO2max med konventionel teknik er både besværlig, tidskrævende og dyr. Forskerne håber derfor, at deres opfindelse kan føre til, at VO2max-målinger bliver en del af standardpakken i almen praksis eller andre steder i sundhedssektoren på linje med fx kolesterol- og blodtryksmålinger:
“Studier viser, at hvis man som teenager har et lavt fysisk aktivitetsniveau, så er risikoen for at udvikle overvægt, hjerte-kar-sygdom og diabetes større. Så ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan lettere adgang til den slags målinger være med til at forebygge en masse sygdomme og dermed også sikre, at folk kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet i flere år,” siger Peter Søgaard.
International anerkendelse
Allerede tidligt i forskernes arbejde stod det klart, at deres enestående koncept skulle udvikles til et fysisk produkt for at komme ud af laboratoriet og blive til gavn for millioner af mennesker verden over.
Sammen med en ph.d.-studerende og kolleger med erfaring i kommercialisering stiftede de spin-out-virksomheden VentriJect, der i dag tæller seks fuldtidsansatte foruden en håndfuld sælgere.
“Vores kunder er på nuværende tidspunkt primært virksomheder, der tilbyder sundhedstjek, men vi er også i dialog med offentlige aktører, blandt andet inden for forsvaret,” siger Samuel Emil Schmidt.
Sidste år vandt VentriJect en 2. plads ved Healthcare Innovation World Cup blandt en gruppe af de 300 mest innovative startup-virksomheder inden for sundhed. Og forskerne er blevet inviteret til at præsentere Seismofit ved en konference afholdt af FN i forbindelse med organisationens generalforsamling, som i disse dage finder sted i New York.
“De har udnævnt vores opfindelse som værende blandt de fem mest lovende opfindelser inden for digital sundhed. Det er jo et kæmpe skulderklap, og noget vi er enormt stolte af,” siger Peter Søgaard.
Der arbejdes fortsat på at forbedre algoritmerne, der behandler de målinger, boksen registrerer, og på sigt er det forskernes mål, at deres opfindelse kan bruges til at få et endnu dybere indblik i hjertets sundhed og eventuelt spotte hjertesygdomme på et tidligt tidspunkt.