ForsidePandrupNye faciliteter indviet hos Pandrup Skytteforening

Nye faciliteter indviet hos Pandrup Skytteforening

Nye faciliteter indviet hos Pandrup Skytteforening

Der var både rosende ord, klapsalver og stor opbakning, da Pandrup Skytteforening officielt kunne indvie sine nye og moderniserede faciliteter.

Både borgmester Christian Hem og formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen deltog i åbningen, hvor der blev sat fokus på det store arbejde, som frivillige kræfter gennem flere år har lagt i projektet.

Ved indvielsen holdt Helle Bak Andreasen en tale, hvor hun blandt andet fremhævede den store vedholdenhed og det stærke fællesskab, som har været afgørende for at få projektet i mål.

– “Når man ser resultatet i dag – de nye skydebaner, den moderne teknologi, den forbedrede ventilation, de opdaterede sikkerhedsforhold og de hyggelige opholdsrum – kan man let glemme, hvor lang rejsen har været. Men dette projekt begyndte ikke i januar 2024 med en bevilling fra Landdistriktsanlægspuljen. Det begyndte mange år tidligere med en idé, et ønske og en gruppe mennesker, der nægtede at give op,” sagde hun blandt andet.

Hun roste samtidig Pandrup Skytteforening for at holde fast gennem en længere proces med både udfordringer og nødvendige tilpasninger undervejs.

– “I dag står resultatet her som et synligt bevis på, hvad stærke frivillige kræfter kan skabe,” lød det fra udvalgsformanden.

I talen blev der også sat fokus på betydningen af lokale foreninger og de mange frivillige, der hver dag er med til at skabe fællesskaber og fritidstilbud for både børn, unge og voksne.

Helle Bak Andreasen understregede blandt andet, at ikke alle børn og unge nødvendigvis finder sig til rette i de store holdsportsgrene, og at foreninger som Pandrup Skytteforening derfor spiller en vigtig rolle.

– “Nogle søger koncentration, ro, præcision og nærvær. Nogle har brug for en anden vej ind i fællesskabet – det giver I mulighed for,” sagde hun.

Pandrup Skytteforening har eksisteret i 50 år og er gennem tiden blevet en vigtig del af lokalsamfundet. Med de nye faciliteter håber foreningen nu at kunne tiltrække endnu flere medlemmer og styrke samarbejdet med blandt andet lokale skoler og kommende arrangementer som Foreningernes Dag.

Afslutningsvis lød der en stor tak til både frivillige, samarbejdspartnere og sponsorer, som har været med til at gøre projektet muligt.

– “De nye lokaler er ikke afslutningen på en rejse. De er begyndelsen på det næste kapitel,” sagde Helle Bak Andreasen i sin afslutning.

Borgmester Christian Hem fik også mulighed for at teste de nye faciliteter, da han prøvede at skyde under åbningen hos Pandrup Skytteforening. Foto: Privat
Helle Bak Andreasen prøvede kræfter med de nye skydebaner under indvielsen af faciliteterne hos Pandrup Skytteforening. Foto: Privat
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER