Skovsgårddreng afbrød utrolig stime på 22 måneder
Den gik ikke længere for Skovsgaards oprykkere, som før fredagens hjemmekamp mod Gug Boldklub var ubesejret i Jyllandsserien 2.
Det sort-gule komethold, som i foråret 2024 spillede fodbold i Serie 3, tabte fredag aften med 0-4 til gæsterne fra det sydlige Aalborg.
Dermed stoppede en stime med 22 hjemmekampe i seriefodbold uden nederlag for Skovsgaard Boldklubs førstehold. Det er kun i pokalturneringen, at “Humlebierne” har lidt nederlag hjemme i den periode.
Sidste gang Skovsgaard tabte en seriekamp hjemme, var Serie 2-kampen den 28. oktober 2023, hvor man lånte Fjerritslev Kunstgræsbane og tabte med 0-2 mod Aalborg-holdet Vesterbro IK.
Og så var det oven i købet en rigtig Skovsgårddreng med fortid i klubben, som førte an i fredag aftens stormløb mod egen gamle hjemstavn, nemlig Gugs 34-årige Morten Uglebjerg Thomsen, som har flere års divisionserfaring fra Jammerbugt FC.
Gug startede bedst, spillede bedst og sluttede bedst. Morten Uglebjerg Thomsen åbnede scoringen for Gug efter kun 7 minutter, og kort inden pausefløjtet havde den tidligere Skovsgårddreng også scoret til 0-2.
Gug scorede yderligere to gange i anden halvleg, og Skovsgaards assistenttræner Jan Thomsen kalder det for “en kamp lige til glemmebogen”.
“En fortjent sejr til en modstander, der var bedre end os på dagen. Det viser, at man skal være på toppen i hver kamp i denne række, hvis vi vil have point, for ellers straffer modstanderne os med det samme.”
Skovsgaard kan ryste det af sig allerede tirsdag aften klokken 18.30 mod førsteholdet fra traditionsklubben Aalborg Chang. Kampen spilles på udebane på Changs navnkundige hjemmebane, Provstejorden.

