Skovsgaards pokalhold fik en uvant rolle
Så prøvede Skovsgaards fodboldhold igen noget nyt: Efter flere års lutter optur blev det nu Skovsgaards tur til at stå på den forkerte side af en overraskelse.
På Provstejorden i Aalborg tabte ‘Humlebierne’ med 3-1 til Aalborg Chang, som til daglig spiller i Serie 1. Det er to rækker under Skovsgaard, som spiller i Jyllandsserien 1.
Aalborg Chang fremstod mest ærgerrige og bragte sig foran med 1-0 lige før pausen. Anden halvleg startede med et gult kort med 10 minutters udvisning til Skovsgaards Yousef Eleyan, og det udnyttede værterne omgående til at score til 2-0. Da Skovsgaard senere fik en overtalssituation, kunne gæsterne ikke omsætte den, og i stedet kom værterne på 3-0.
Med et tildelt straffespark i slutfasen kunne Skovsgaard sætte et rent kosmetisk punktum. Oliver Dam Daarbak skulle for anden kamp i træk sparke, og han brugte igen højre side som mod Vejgaard. Selv om Changs målmand Mathias Jul Sørensen læste retningen, blev bolden sikkert sat ind.
Efter det skuffende pokalexit ville spillende træner Magnus Nielsen gerne give æren til kampens værter. Han forventede en svær kamp og fik det også.
“Chang stod godt på banen og har et klart koncept, der gør det svært for os at blive farlige”, siger han om kampen.
Det forjættede land
Skovsgaard mister muligheden for en kassekamp og en pokaloplevelse med et professionelt hold som i 2025, hvor Hobro var på besøg.
“Men vi lærer af det og lever med det”, siger klubformand Niels Sedaka Sørensen:
“Hele charmen ved pokalfodbold er, at på dårlige dage ryger man ud, og dette kan stadig nå at blive den bedste sommer i klubbens historie”, siger han til nederlaget.
Der venter et lokalbrag hjemme mod Løgstør 12. juni, og med tre runder tilbage er Skovsgaard inde i kampen om en utrolig oprykning til Danmarksserien, bemærker han.
Aabybro fra Serie 2 er nu alene om at repræsentere Jammerbugt i pokalturneringen. De skulle have spillet lokalbrag i Pokalen mod Jetsmark, men naborivalen fra den anden side af Rævhede har meldt afbud.
Dermed er Aabybro kun en enkelt pokalrunde fra at gå videre til hovedturneringen, hvor professionelle divisionshold er med i lodtrækningen.
Pokalen: Aalborg Chang – Skovsgaard 3-1 (1-0)
1-0 Emil Andersen (45)
2-0 Frederik Winterberg (48) 3-0 Frederik Højen Pedersen (72)
3-1 Oliver Dam Daarbak (85 str.)
Gult kort: Yousef Eleyan, Skovsgaard (47), Kasper Bostrup (69), Aalborg Chang. Minuttal kan være unøjagtige



