ForsideBrovstSkovsgaard kan sikre overlevelsen

Skovsgaard kan sikre overlevelsen

Skovsgaard kan sikre overlevelsen

Når ‘Humlebierne’ fredag aften møder Vejgaards divisionsreserver på udebane i Jyllandsserien 1, kan oprykkerne fra Skovsgaard med en sejr sikre sig en ny sæson i Danmarks 6. bedste fodboldrække.

Eller: Så godt som.

Den nærmeste trussel fra farezonen for nedrykning er ASA Aarhus. Hvis Skovsgaard selv vinder over Vejgaard, skal Skovsgaard ikke blot tabe de sidste tre kampe: ASA skal også overgå Skovsgaards hjemmesejr på 6-1 over ASA, når de 6. juni mødes i Aarhus. Ved pointlighed mellem to hold gælder det samlede resultat for deres indbyrdes kampe. 

“Det vil selvfølgelig være flot at kunne sikre overlevelsen med tre spillerunder tilbage, men så tænker vi ikke mere over dét”, siger Magnus Nielsen, Skovsgaards spillende træner og fortsætter:

“Nej, jeg tænker, at nu skal det gå meget, meget galt for at rykke ned”.

Mod Vejgaard ser han frem til en kamp mellem to hold, hvor ingen af aktørerne kan være tilfredse med uafgjort. Skovsgaard skal vinde for at holde liv i et håb om oprykning til Danmarksserien, hvor Skovsgaard aktuelt har ét point op til Aalborg KFUM på andenpladsen, der giver adgang til en kvalifikationskamp. 

Vejgaard kæmper for at undgå nedrykning og har midt i sæsonen forbedret sig markant efter en skidt start med fire nederlag i træk.

“Derfor ser vi frem til en svær kamp, men vi er også parate til at påtage os favoritrollen”, siger Magnus Nielsen.

Vejgaard mod Skovsgaard fredag aften starter klokken 18.30 på Vejgaard Boldspilsklubs Spar Nord Arena – eller ’Soffy Road’ (Sofievej), som de lokale i Vejgaard kalder det.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER