Skovsgaard spiller lørdag med champagnen på køl
Hvis Skovsgaard lørdag eftermiddag besejrer Aalborg Chang hjemme på Iver Park, rykker ‘Humlebierne’ direkte op i Jyllandsserien 1 i herrefodbold.
Det er situationen i den næstsidste spillerunde, efter at Skovsgaard sidste lørdag vandt sæsonens helt store topkamp på udebane over Gug og nu fører Jyllandsserien 2 med fire point ned til andenpladsen.
Men selv om et stort, feststemt hjemmepublikum vil stå klar langs stregerne til at fejre en opstigning, skal sejren ikke tages for givet på forhånd, advarer Skovsgaard assistenttræner Jan Thorsen.
Sæsonens første opgør mod zebrastribede Chang i Aalborg sluttede uafgjort med 0-0. Den traditionsrige Aalborg-klub kæmper for, at deres førstehold skal undgå nedrykning til Serie 1.
“De har fået en ny træner, og tirsdag vandt de over Thisted, som ligger på tredjepladsen, så vi forventer, at Chang kommer med selvtillid og stiller sig lavt på banen. Vi skal være tålmodige og vente på vores chancer”, siger Jan Thorsen om opgaven.
Han erkender, at både champagnen i klubhusets køleskab og de mange forventningsfulde supportere vil lægge et maksimalt pres på hjemmeholdet for at lykkes.
“Men det har vi heldigvis prøvet før”, siger han. Og hentyder til, at det kan blive for fjerde halvsæson i træk, at Skovsgaard rykker op.
Se selv, om propperne ender med at springe for Skovsgaard Boldklub. Fodboldbraget på Iver Park, som også er Skovsgaards sidste hjemmekamp i efteråret, starter lørdag klokken 13.00.
Der er gratis adgang, og der kan sædvanligvis købes grillpølser, øl og sodavand til generøse priser.
Følg live-opdateringer under kampen
Se Skovsgaards resterende kampe i efteråret
Se hele stillingen i Jyllandsserien 2 Pulje 3

