Skovsgård samlede 65.701 kr. ind til Knæk Cancer
Stor glæde og stolthed herskede hos arbejdsgruppen bag ’Skovsgård knækker Cancer”, da det stod klart, at der i løbet af forskellige arrangementer i løbet af uge 43 var blevet samlet i alt 65.701 kr. ind til Knæk Cancer-kampagnen. Forud var gået dage med først familiebingo, siden musikalsk arrangement med Bo Young, sponsorløb i Skovsgårds gader, kor- og sangaften med ønskekoncert, inden der torsdag blev rundet af med fællesspisning og lysceremoni. Bortset fra sponsorløbet blev alle arrangementer afholdt på Skovsgård Hotel.
Opbakningen til Knæk Cancer-arrangementerne viste sig ikke kun i det samlede, flotte indsamlingsresultat, men også i gode deltagerantal. Fx deltog ca. 90 personer i både bingo og sangaften, mens 43 havde meldt sig til sponsorløbet, hvor i øvrigt flere spillere fra Skovsgård Boldklubs oprykkede Jyllandsserie-hold løb med.
En del af indsamlingsresultatet stammede også fra private donationer, fra salg af badges og ved forskellige auktioner.
Det var syvende år i træk, at Skovsgård deltog i Knæk Cancer, og dette års indsamlingsresultat er blot overgået af det første år, 2018, hvor der blev samlet godt 87.000 kr. ind.


