ForsideBrovstSkovsgaard forlænger med trænertalent

Skovsgaard forlænger med trænertalent

Skovsgaard forlænger med trænertalent

Skovsgaard Boldklubs succeshold i herrefodbold forlænger nu kontrakten med sin unge trænerkomet, som på to år har ført klubben op fra Serie 3 til Jyllandsserien 1.  

Magnus Nielsen, som fylder 23 år præcis i dag, giver lovning på, at han også er spillende cheftræner for Skovsgaard i 2026.

“Vi er meget tilfredse og stolte over, at vi kan holde på et af de måske største trænertalenter i hele Jylland. Vi ved, at han har fået tilbud fra klubber, som er meget større end Skovsgaard”, siger klubformand Niels Sedaka Sørensen.

Magnus Nielsen er et hjemmedyrket talent, som før har fløjet fra reden for at afsøge sine chancer. Han har spillet på talenthold i Thisted FC og Jetsmark og endda opnået spilleminutter for Jammerbugt FC i 2. Division.

Selv faderen var skeptisk
Som Jyllandsseriespiller i Jetsmark lignede det også en neddrosling af rang sådan at vende hjem til Skovsgaard og blive spillende træner helt nede i Serie 3. Hans egen far, som er sponsoransvarlig og stabsperson i Skovsgaard Boldklub, var ikke engang overbevist. Men det blev han hen ad vejen.

“Det var heller ingen nem beslutning, men jeg valgte Skovsgaard, fordi der var potentiale i truppen, som jeg gerne ville forløse, og jeg så det som en mulighed for at kickstarte en karriere som seniortræner”, forklarer Magnus Nielsen.

Han er ved at uddanne sig til B-licenstræner, og han drømmer om at blive fuldtidstræner på større og mere fornemme adresser i fodbolden. Lige nu er Skovsgaards eventyr så fedt, at han ikke kan vende det ryggen. Efter fire oprykninger i træk, vil han se, hvor langt det kan række. 

“Selvfølgelig kan jeg ikke stoppe her, før vi stopper med at rykke op. Vi har et godt træningsmiljø, et fantastisk sammenhold, og hele byen og de fantastiske tilskuere summer af opbakning”.

Skovsgaard Boldklub skal finde en ny assistenttræner. Oliver Dam Daarbak stopper i gerningen for at bruge mindre tid på fodbolden, men han fortsætter som førsteholdsspiller.

Truppens stærke kulturbærer, Jan Thorsen, fortsætter som assistenttræner i 2026.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER