ForsideJammerbugtJammerbugt ligger over landsgennemsnittet: Skolesvømning spiller vigtig rolle for børns sikkerhed

Jammerbugt ligger over landsgennemsnittet: Skolesvømning spiller vigtig rolle for børns sikkerhed

Jammerbugt ligger over landsgennemsnittet: Skolesvømning spiller vigtig rolle for børns sikkerhed

I en kommune med stærke kysttraditioner og tæt kontakt til havet er svømmefærdigheder mere end blot motion og fritid. De kan være afgørende, hvis en person havner i nød i vandet. Derfor lancerer SvømDanmark, DGI, Dansk Skoleidræt og TrygFonden nu de første nationale anbefalinger for, hvilke svømme- og livredningsfærdigheder danskerne bør have for at kunne færdes sikkert ved og i vand.

Samtidig viser en ny landsdækkende undersøgelse, at Jammerbugt Kommune klarer sig godt, når det gælder skolesvømning.

Jammerbugt ligger over både lands- og regionsgennemsnittet

Undersøgelsen er gennemført blandt alle landets kommuner og næsten 1.000 grundskoler. Her opnår Jammerbugt Kommune en samlet pointscore på 68 ud af 100. Det er højere end både landsgennemsnittet på 59 point og gennemsnittet for Region Nordjylland på 66 point.

Tallene viser blandt andet, at:

  • 100 procent af skolerne i Jammerbugt tilbyder alle elever svømmeundervisning i løbet af deres skoleforløb.
  • 86 procent af skolerne har livredning som en del af undervisningen.
  • 28 procent af skolerne oplyser, at eleverne tilbringer mindst 75 procent af undervisningstiden i vandet.

Dermed placerer Jammerbugt sig blandt de nordjyske kommuner, hvor livredning fylder mest i skolesvømningen.

Mange børn mangler stadig grundlæggende svømmefærdigheder

Baggrunden for de nye anbefalinger er blandt andet nye undersøgelser fra TrygFonden, som viser, at mange danskere fortsat mangler basale færdigheder i vand.

En tredjedel af børn mellem 7 og 10 år kan ikke svømme uden hjælpemidler, mens kun 43 procent af de voksne kan svømme mindst 200 meter uden pause eller hjælpemidler.

Samtidig vurderer 18 procent af danskerne, at de ikke vil kunne redde sig selv, hvis de kommer i nød i vandet.

Hvert år sker omkring 700 drukne- og vandhændelser i Danmark, hvor der er behov for ambulance. I 10-15 procent af tilfældene ender det med druknedød.

Skolesvømning kan være afgørende

Organisationerne bag initiativet peger på, at skolesvømning er særlig vigtig for de børn, som ikke går til svømning i fritiden.

Ifølge undersøgelserne har 11 procent af de børn, der kan svømme, lært det gennem skolen. Samtidig mener 72 procent af forældrene, at skolesvømning har gjort deres børn mere sikre i vand.

Derfor advarer Dansk Skoleidræt, SvømDanmark, DGI og TrygFonden mod, at økonomi og praktiske udfordringer fører til nedprioritering af undervisningen.

På landsplan oplever 18 procent af skolerne, at transportudgifter, leje af svømmehal eller lange afstande gør det vanskeligt at tilbyde alle elever svømmeundervisning.

Nyt fælles fokus på vandsikkerhed

De nye nationale anbefalinger skal nu bruges i både folkeskoler, svømmeklubber og foreninger, så børn og voksne møder de samme grundlæggende principper for sikker adfærd i vand.

Målet er både at styrke danskernes tryghed ved vandet og forebygge drukneulykker i et land med mere end 8.700 kilometer kystlinje og tusindvis af søer og vandløb.

Læs mere om de nationale anbefalinger om vandsikkerhed hos Respekt for Vand.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER