Skolecenter Jetsmarks SFO udvalgt til at være med i nationalt projekt
Børnene i SFO’en på Skolecenter Jetsmark kan glæde sig til mere musik, kunst og kreativitet. Skolens SFO er nemlig blevet udvalgt til at være med i et nyt, landsdækkende initiativ.
Skolecenter Jetsmarks SFO er sammen med 24 andre SFO’er landet over blevet udvalgt til det nationale projekt ”Rabalder”. Projektet er finansieret med 7,8 mio. kr. fra Nordea Fonden, og formålet er at fremme børns kreativitet og skabe kunstneriske fællesskaber.
Samarbejde med Jammerbugt Kulturskole
På Skolecenter Jetsmark vil ”Rabalder” blive realiseret i tæt samarbejde med kulturskolen i Jammerbugt Kommune, som ligeledes arbejder målrettet på, at musik og kreativitet bidrager positivt til et godt børne- og ungdomsliv.
Skoleleder Randi Manny Laustsen, afdelingslederen i SFO’en Karen Brøgger og pædagog i SFO’en Lene Haugaard deltager den 9. april i projektets opstartsdag i København.
”Projekt ”Rabalder” taler ind i skolecentrets fokus på at skabe fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle elever, så vi ser meget frem til projektet og et tættere samarbejde med Kulturskolen gennem projektet”, fortæller skoleleder Randi Manny Laustsen.
Børnene i SFO’en kan med projektet se frem til, at musik, kunst og kreativitet kommer til at fylde endnu mere. Der vil bl.a. blive bragt aktiviteter som sang, dans, teater, keramik, collage og filmskabelse ind i SFO’en.
Projektet kommer til at strække sig over flere år og løber fra skoleåret 2025 og frem til 2029.
Den nationale styregruppe som står bag ’Rabalder’ modtog en række ansøgninger fra SFO’er i hele landet, som gerne ville være med i projektet. Gruppen har så udvalgt de 25 SFO’er, heriblandt Skolecenter Jetsmarks SFO, som de kunne se det største potentiale i – bl.a. baseret på at sikre en bred geografisk spredning og at inkludere institutioner fra både store og små kommuner, så projektet kommer børn til gavn på tværs af både by og land.