Skattestyrelsen: Små selvstændige kan have glemt forskudsopgørelsen i usædvanligt corona-år

Foto: Skattestyrelsen.
Print Friendly, PDF & Email

Hvis årets økonomi har fremkaldt store forandringer, bør man tjekke forskudsopgørelsen. Og mange små erhvervsdrivende har været ramt under coronakrisen, men det ses ikke umiddelbart i tallene hos Skattestyrelsen.

Forskudsopgørelsen står næppe øverst på huskelisten, når en selvstændig erhvervsdrivende slås for at holde virksomheden oven vande midt i en pandemi. Det antyder en ny opgørelse fra Skattestyrelsen i hvert fald, der har taget et øjebliksbillede af forskudsopgørelserne fra gruppen af selvstændige med B-skattebetaling. Det er typisk små enkeltmandsvirksomheder, hvor mange arbejder i brancher, der har været påvirket af coronakrisen.


Tallene viser, at ca. 96.000 af de i alt ca. 300.000 selvstændige med B-skattebetaling har sat deres forventede indkomst for 2020 ned på deres forskudsopgørelse, mens ca. 94.000 har forhøjet den. Sidste år på samme tidspunkt havde nogenlunde det samme antal justeret forskudsopgørelsen – ca. 85.000 satte den forventede indkomst ned, mens ca. 93.000 satte den op.

Færre ændringer end forventet
– Dét at tallene ser så relativt ens ud, kan gøre mig bekymret for, om en del af de selvstændige har betalt en forkert skat i løbet af året, og at vi derfor kommer til at se mange justeringer, når skatteåret er omme, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen, der fortsætter:

– Min forventning ville umiddelbart være, at flere end normalt har været udfordrede i 2020. Det kan vi ikke umiddelbart se, og jeg kan jo heller ikke vide det konkret. Men jeg vil opfordre til, at man er opmærksom på forskudsopgørelsen, hvis der er sket store forandringer i ens økonomi, siger hun.

Forskudsopgørelsen bør være up-to-date
Forskudsopgørelsen skal ses som et løbende budget over indkomst og skat for året. Den viser den forventede indkomst og fradrag samt den procent, der skal betales i skat.

Forskudsopgørelsen bliver tilgængelig hvert år i november, og i den giver Skattestyrelsen sit bud på, hvordan hver enkelt borgers skat beregnes i det kommende år. Derfor er det vigtigt at rette oplysningerne, hvis der sker større ændringer i den personlige økonomi. Et nyt job, køb af fast ejendom eller andre store ændringer kan have betydning for skatten.

Hvis coronakrisen fortsætter, kan det desuden være en god ide at tænke på næste års økonomi allerede nu. Forskudsopgørelsen for 2021 åbner den 17. november 2020.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.